
Ø-mærket er din garanti for, at den vare, du køber er økologisk.
Det er relativt let at være økologisk forbruger, når man skal
købe mælk, æg og havregryn. I Danmark og EU er der nemlig et fælles
regelsæt for, hvordan økologiske fødevarer skal være produceret.
Det betyder, at en fødevare lever op til en række fælles krav, når
den er mærket med det danske Ø-mærke, EU's eget mærke eller et
mærkerne fra de mange private økologiske organisationer i
Europa.
At maden er økologisk betyder blandt andet:
- At der ikke er brugt pesticider og kunstgødning, hverken til
dyrefoder eller til det korn, frugt og grønt, som vi selv skal
spise.
- At de økologiske dyr har bedre plads og adgang til at komme ud
under åben himmel end der i det konventionelle landbrug.
- At det ikke er tilladt at tilsætte syntetiske farve og
aromastoffer til maden.
- At der ikke er anvendt gensplejsede afgrøder i
produktionen
Det røde Ø-mærke

Det mest kendte økologimærke i Danmark er det røde Ø-mærke, men
du vil også kunne støde på EU-mærket, det svenske KRAV, norske
DEBIO, engelske SOIL og mange andre. De er alle sammen gyldige i
Danmark og giver dig sikkerhed for, at den vare du står med er
kontrolleret økologisk.
EU´s økologilogo

EU's økologilogo er et mærke, der viser, at en vare er
økologisk, og at den er produceret og kontrolleret i
overensstemmelse med EU's økologiforordning. Læs mere om mærket
samt om forskellen mellem EU-mærket og det røde Ø-mærke her.