PRINCIPPER for ØKOLOGISK JORDBRUG
Økologisk Landsforenings værdigrundlag
Disse principper er de rødder, som økologisk jordbrug vokser og
udvikler sig fra. De udtrykker, hvad økologisk jordbrug kan bidrage
med til verden og giver en vision for at forbedre alt jordbrug i en
global sammenhæng.
Jordbrug er en af menneskehedens mest grundlæggende aktiviteter,
fordi alle folk har brug for daglig føde. Historie, kultur og
fælles værdier er indlejret i jordbruget. Principperne gælder for
jordbrug i bredeste forstand, herunder den måde hvorpå folk passer
jord, vand, planter og dyr for at producere, forarbejde og
distribuere fødevarer og andre varer. De vedrører den måde folk
omgås levende landskaber, relaterer til hinanden og former
fremtidige generationers arv.
Principperne for økologisk jordbrug skal tjene til at inspirere
den økologiske bevægelse i al dens mangfoldighed. De vejleder
IFOAMs udvikling af holdninger, programmer og standarder.
Derudover fremlægges de med en vision om, at de antages verden
over.
INDLEDNING
Hvert princip er formet som en erklæring efterfulgt af en
forklaring. Principperne skal bruges som en helhed. De er
formuleret som etiske principper, der skal inspirere til
handling.
Principperne er:
- Sundhedsprincippet
- Økologiprincippet
- Retfærdighedsprincippet
- Forsigtighedsprincippet
Sundhedsprincippet
Økologisk jordbrug bør opretholde og forbedre jordens,
planternes, dyrenes, menneskenes og planetens sundhed som en
udelelig enhed.
Dette princip understreger, at den enkeltes sundhed og
folkesundheden ikke kan adskilles fra økosystemernes sundhed - sund
jord frembringer sunde fødevarer, der fostrer dyrs og menneskers
sundhed.
Sundhed er helheden og integriteten i levende systemer. Det er
ikke blot fravær af sygdom, men opretholdelsen af fysisk, mental,
social og økologisk trivsel. Immunitet, modstandskraft og
regeneration er vigtige kendetegn ved sundhed.
Økologisk jordbrugs rolle, hvad enten det er i landbrug,
forarbejdning, distribuering eller forbrug, er at opretholde og
forbedre sundheden hos økosystemer og organismer, fra de mindste i
jorden til mennesker. Det er især et mål at producere nærende
fødevarer af høj kvalitet, der bidrager til sundhedsforebyggelse og
trivsel. Derfor bør økologisk jordbrug undgå at anvende gødning,
pesticider, medicin og tilsætningsstoffer, der kan have uønskede
virkninger for sundheden.
Økologiprincippet
Økologisk jordbrug bør bygge på levende økologiske systemer og
kredsløb, samarbejde med dem, efterligne dem og hjælpe med at
bevare dem.
Dette princip rodfæster økologisk jordbrug i de levende
økologiske systemer. Det fastslår, at produktionen skal baseres på
økologiske processer og recirkulering. Næring og trivsel opnås
gennem økologien i det enkelte produktionsmiljø. For afgrøder,
eksempelvis, er det den levende jord; for dyr er det gårdens
økosystem; for fisk og havdyr er det vandmiljøet.
Økologisk landbrug, hyrdedrift og høst af naturens produkter bør
indpasses i naturens økologiske balancer og kredsløb. Disse
kredsløb findes overalt, men deres virkemåde er stedbestemt.
Økologisk drift skal tilpasses lokale betingelser, økologi, kultur
og omfang. Tilførsler udefra bør reduceres ved genbrug,
recirkulering og effektiv brug af materialer og energi for at
bevare og forbedre miljøkvaliteten og spare på ressourcerne.
I økologisk jordbrug bør den økologiske balance opnås gennem
design af landbrugssystemer, etablering af levesteder og
opretholdelse af genetisk og landbrugsmæssig mangfoldighed.
De, der producerer, forarbejder, forhandler eller forbruger
økologiske produkter, bør beskytte og gavne det fælles miljø
inklusive landskaber, klima, levesteder, biodiversitet, luft og
vand.
Retfærdighedsprincippet
Økologisk jordbrug bør bygge på forhold, der sikrer retfærdighed
med hensyn til det fælles miljø og livsmuligheder. Retfærdighed er
kendetegnet ved ret og rimelighed, respekt, fairness og ansvar for
den fælles verden, både mellem folk og i deres forhold til andre
levende væsener.
Dette princip betoner, at de, der tager del i økologisk
jordbrug, bør forholde sig til hinanden på en måde, der sikrer
retfærdighed på alle niveauer og for alle parter - landmænd,
arbejdere, forbrugere, og de der forarbejder, distribuerer og
handler. Økologisk jordbrug bør give alle involverede en god
livskvalitet og bidrage til fødevaresuverænitet og bekæmpelse af
fattigdom. Det stræber efter at producere en tilstrækkelig
forsyning af kvalitetsfødevarer og andre produkter.
Retfærdighedsprincippet insisterer på, at dyr skal tilbydes
forhold og livsmuligheder, der er i overensstemmelse med deres
fysiologi, naturlige adfærd og trivsel. Natur- og miljøressourcer,
der anvendes til produktion og forbrug, bør forvaltes på en måde,
der er socialt og økologisk retfærdig, og sikres for fremtidige
generationer. Retfærdighed kræver systemer for produktion,
distribution
og handel, der er åbne og rimelige, og som tager højde for de
faktiske sociale og miljømæssige omkostninger.
Forsigtighedsprincippet
Økologisk jordbrug bør drives på en forsigtig og ansvarlig måde
for at beskytte nuværende og fremtidige generationers sundhed og
trivsel og tage vare på miljøet.
Økologisk jordbrug er et levende og dynamisk system, der
reagerer på interne og eksterne krav og omstændigheder. De, der
driver økologisk jordbrug, kan øge effektiviteten og forbedre
produktiviteten, men dette bør ikke ske med fare for sundhed og
trivsel. Derfor er der behov for at vurdere ny teknologi og afprøve
eksisterende metoder på ny. På grund af vores ufuldstændige
forståelse af økosystemer og jordbrug, skal der handles med
forsigtighed og omhu.
Dette princip siger, at forsigtighed og ansvar er grundlæggende
i drift, udvikling og valg af teknologier i økologisk jordbrug.
Videnskab er nødvendig for at sikre, at økologisk jordbrug er
sundhedsfremmende, sikkert og økologisk rigtigt. Men videnskabelig
viden alene er ikke nok. Praktisk erfaring, opsamlet visdom og
traditionel og indfødt viden frembyder gedigne løsninger, afprøvet
gennem tiden. Økologisk jordbrug bør forebygge væsentlige risici
ved at vælge hensigtsmæssige teknologier og afvise de
uforudsigelige, såsom genteknologi. Beslutninger bør afspejle
værdier og behov hos alle, der kan blive påvirket, ved hjælp af
gennemskuelige og demokratiske processer.
04-03-2010
This document is a translation of the English document entitled
"Principles of Organic Agriculture", which text was adopted by the
IFOAM General assembly in Adelaide in 2005 and is the only official
reference for the Principles. IFOAM does not endorse responsibility
for the content of this translated version. For any doubt regarding
the exact meaning of its content, please refer to the English
version.