Børn møder det overalt. Til fødselsdage, fredagshygge og hos
bedstemor og bedstefar. Slik er ikke til at komme uden om. Derfor
er det vigtigt at give de små det sundeste af slagsen, uden
kunstige farvestoffer og anden tilsætning. Og udvalget er
efterhånden heldigvis til at tage at føle på.
"Man kan købe meget i sit lokale supermarked eller i den lokale
helsekost," siger Rebecca Persson, der er ekspert i naturligt sunde
børn, og står bag bogen 'BABY - 100% naturlig uden tilsætning.
Hun anbefaler blandt andet 'Woodshade organics'-produkter, 'Coalas
natur slik' og Urtekrams nye serie 'Troldeliv', som kan købes i
større dagligvarebutikker.
Det er meget godt at have både det hjemmelavede og det købte med
i tankerne, da der jo ikke altid lige er tid til at lave det hele
selv," siger hun. Hun anbefaler også at købe slik på nettet hos for
eksempel Netspiren.dk eller Helsebasen.dk.
Gennemskuelige sager
Rebecca Persson har beskæftiget sig med økologi i over 15
år og blogger dagligt om emnet på Rebeccapersson.com. Der har
hun blandt andet skrevet en guide til søde sager, der inkluderer en
række gode råd til, hvad man propper i slikposen til
børnefødselsdage.
"Jeg har mødt mange udfordringer i forbindelse med min ældste
datter, når hun har skullet til børnefødselsdag eller dele ud i
børnehaven eller i skolen," fortæller hun.
Hun anbefaler for eksempel, at man gør indpakningen af slikposen
spændende og udover frugt, riskiks, lakridspinde og lignende
tilføjer noget spændende ikke spiseligt i godteposen.
"Det er en god ide, at putte noget spændende 'tingeltangel' i,
som tager opmærksomheden fra hele slikorgiet," foreslår Persson.
Derudover anbefaler hun mørk, økologisk chokolade i stedet for
mælkechokolade .
I modsætning til blandt andet plejeprodukt-området, er det
heldigvis ret gennemskueligt at finde frem til det økologiske slik.
Så længe man går efter det røde øko-mærke, kan man være sikker på,
at sagerne er uden tilsætningsstoffer og kunstige sødestoffer,
forklarer Rebecca Persson. Men sukkeret kommer man ikke uden
om. Og selv om der i nogle tilfælde er tale om naturlig sødme fra
eksempelvis rismalt, sætter det stadig blodsukkeret i vejret.
Derfor skal man naturligvis ikke lade sit barn spise uanede mængder
af slik - bare fordi det er økologisk, understreger eksperten:
"Alt med måde."
Rebecca Perssons slik-links:
Køb øko-slik på nettet:
http://helsebasen.dk/category/slik-og-god-chokolade-37/
http://www.netspiren.dk/pl/Sund-mad-Snacks-Chokolade-422.aspx
www.helsebasen.dk/category/sukkerfri-majssirup-soedemidler-41/
http://houseoforganic.dk/produkter/29-chokoladeslikbars/
På www.rebeccapersson.com
kan du finde flere råd om søde sager i hendes egen gratis guide
'Sunde lækkerier til små maver.'