Madpakken skal smøres hver dag. Men det er ikke altid let at
finde kreativiteten frem klokken halv syv om morgenen, hvor hele
familien suser rundt for at nå i skole og på arbejde.
"Jeg tror, det er vigtigt, at madpakker er realistiske i forhold
til, hvad man har af tid", fortæller økologisk kogekone Maria
Bastholm.
En måde at skyde genvej på er at bruge lækre rester fra
aftensmaden, hvilket er langt mere bæredygtigt end at smide maden i
skraldespanden. Og desuden vækker det ofte stor begejstring hos
ungerne, hvis der ligger et kyllingelår eller et stykke pizza
mellem de genkendelige rugbrødsmadder, siger hun.
"Jeg kan godt lide idéen om, at man bruger, hvad man har i
køleskabet. Det ligger i tråd med tanken om økologi. Og samtidig er
det en måde at få økonomien til at hænge sammen på. Man kan jo
eventuelt tænke det ind i aftensmaden, og sørge for at lave store
portioner".
Grove øko-pitabrød kan også være en god løsning. Dem kan man
proppe med grøntsager, og det er svært for børnene at pille dem op
igen, hvis de eksempelvis er blandet med tun. En anden mulighed er
at lave sandwichboller selv og rive en masse gulerødder ned i dejen
- hvis man ellers har overskud til det.
For der er nu heller intet galt med de gode gammeldags
sammenklappere, smurt med en god økologisk leverpostej eller
kødpølse, tilsat en gulerod og lidt frugt. Madpakken skal helst
ikke ende i det helt store præstationsræs, tilføjer hun.
"Nogle gange tror man, at børnene bliver trætte af at spise den
slags, men jeg har oplevet uger, hvor min børn kun vil have den
samme spegepølse fra Hanegal - men det er nok meget godt, at sørge
for, at der er lidt afveksling".
Kogekonens madpakketip:
Brug gerne rester fra aftensmad: F.eks. økologisk kylling,
frikadelle, kartofler, grøntsagstærte, pizza, pasta, ris, salat og
rå eller kogte grøntsager.
Man kan blande ingredienserne som en salat eller ligge dem hver
for sig i madkassen. Kogte øko-gulerødder eller kartofler kan også
bruges som pålæg på rugbrødet, evt. tilsat lidt salt og en god
øko-majonæse.
Kolde pastaskruer kan peppes op med salt og peber, en god
hørfrøolie, tomater, agurker/syltede agurker og mandler. Det samme
gælder for ris og kartofler.
Noget så simpelt som et kogt æg og en skive groft rugbrød kan
også være lækkert. Tilsæt gerne tomat, gulerod, snackpeber m.m.
Frugt skal betragte som supplement eller 'dessert'. Det kan også
være en håndfuld mandler og nødder.