
Fødevaremyndighederne vil i år holde ekstra øje med, at dokumentationen er i orden i de køkkener, som serverer økologisk mad.
Fødevarestyrelsens kontrolprogram for 2012 er nu klar. Og blandt
de mange detaljer, som Fødevarestyrelsens kontrollanter i år ser
nærmere på i detailhandelen og hos grossisterne, er bl.a., om
fødevarerne nu er, hvad de giver sig ud for. Eller om forbrugerne
bliver vildledt, når de køber ind i butikkerne eller bestiller et
måltid økologisk mad på en restaurant.
Besøger 40.000 detailbutikker
På et år besøger Fødevarestyrelsen omkring 40.000 detailbutikker
og 4.500. grossister og ser bl.a. på, om egenkontrol,
dokumentation, hygiejne og nedkøling er i orden. Under en del af de
ordinære kontrolbesøg er der afsat tid til også at se nærmere på
udvalgte områder - i 2012 fordelt på i alt 17 særligt målrettede
kampagner. I år bl.a. om de varer, der særligt henvender sig til
visse allergikere og kalder sig glutenfri, nu også er, hvad de
giver sig ud for, og om der er dokumentation for anprisning af
økologi i storkøkkener og kantiner.
Kontrolkampagner anno 2012
Med fødevareforlig II gældende fra 2011 blev den ordinære
basiskontrol reduceret til fordel for, at kontrolkampagner
målrettet problemområder blev styrket. De seneste års erfaringer
har vist, at netop kontrolkampagner er effektive over for bl.a.
svindel og vildledning.
De 17 kontrolområder i 2012 er:
Import fra 3. lande i detailleddet
Fersk eller frosset kød?
Storkøkken - anprisning af økologiske råvarer
Hvor frisk er fisken?
Styr på nedkølingen
Skyl grøntsagerne, kog bærrene
Tjek på menuen
Er etiketten i orden?
Glutenindhold i "glutenfri"
Produktion af kebab og shawarma
Anvendelse og mærkning af aroma
Tilsætningsstoffer tjekkes
Kontrol af import af ikke-animalske fødevarer
Styr på supermarkedets salatbar
Køligt blik på temperaturen hos sushirestauranterne
Tjek temperaturen i sommermånederne og varemodtagelse i
detail
Rent vand i flasken? - kontrol af vin
Til nyhedsoversigt