
Slagterierne må kassere næsten hver tredje økologiske svinelever
De er nysgerrige og aktive, de roder i jord og halm og æder dine
gummistøvler, hvis de kan komme til det. De økologiske grise lever
et godt og relativt frit liv, men de får også orm, som er
vanskelige at udrydde, i et levende miljø, der ikke kan
højtryksspules og desinficeres. Konsekvensen er, at en del
slagtesvin har spolorm, når de sendes på slagteriet. Ormene giver
pletter på leveren, som derfor bliver kasseret.
Det er ikke helt enkelt at slippe af med spolorm, som også
findes i den konventionelle produktion, men nu vil Friland a/s
sammen med landmændene og deres rådgivere forsøge at komme i hvert
fald nogle af ormene til livs.
Hvordan man kan gribe den opgave an, kan du læse mere om i næste
nr. af Økologi & Erhverv, hvor vi sætter fokus på spolorm,
leverpletter og tiltag, der kan reducere deres forekomst.