Projektet, der følger det første økologiske biogasanlæg i
Danmark, er et demonstrationsprojekt, der har mange formål:
Projektet skal styrke og udbrede viden om økologiske
biogasanlæg, både som et værktøj til at blive selvforsynende med
gødning for landmænd, der ikke har husdyr og som et redskab til en
mere klima- og miljøvenlig produktion. Ved at bruge afgasset gylle
reduceres både ammoniakfordampningen, kvælstofudvaskningen og
lugtgener. Desuden er det muligt til en vis grad at designe sin
gødning ved forskellig sammensætning af den biomasse, der føres
igennem anlægget. Dermed kan man optimere gødskningen af afgrøderne
og dermed påvirke produktkvaliteten i positiv retning.
Det økologiske biogasanlæg, der følges, er økologisk
grøntsagsavler Bjarne Viller Hansens gårdanlæg ved Bording, som
blev taget i brug i august 2009. Projektet tager udgangspunkt i de
erfaringer og den produktion, der er i forbindelse med dette
anlæg.
Projekt har to dele, en dokumentationsdel og en
formidlingsdel.
Som dokumentation for resultater og erfaringer fra anlæggets
første leveår, udarbejdes et måleprogram, der analyserer biomasse,
gødning og gasudbytte. Desuden udarbejdes et grønt regnskab for
bedriften samt et CO2 regnskab for slutprodukterne. Der
anlægges desuden dyrkningsplot for at demonstrere gødningsvirkning
og produktkvalitet.
Formidlingen af disse erfaringer og resultater foregår dels ved
oprettelse af en hjemmeside, dels ved diverse rundvisninger og
åbent hus arrangementer på bedriften. Desuden holdes foredrag, og
der skrives artikler og pjecer om anlæggets opbygning, drift og
resultater. Derudover laves der en film om anlægget og erfaringerne
med drift, udbytte og produktion.
Se hjemmesiden for projektet her.
Projektet gennemføres i tæt samarbejde med anlæggets ejer Bjarne
Viller Hansen. Projektet er finansieret af Promilleafgiftsfonden og
løber i perioden 01.01.10 til 31.12.11.