
Det økologiske landbrug skal stå på egne ben og være selvforsynende med gødning og halm.
Økologisk Landsforening var den 5. december 2007 vært for
seminaret "et økologisk landbrug på egne ben". 157 tilmeldte sig
seminaret.
Økologisk Landsforening havde bedt deltagerne om at formulere en
fælles erklæring til foreningens bestyrelse. En erklæring, der
skulle handle om den fremtidige forsyning med gødning og halm.
Bestyrelsen for Økologisk Landsforening og Dansk Landbrugs
Økologiudvalg har efterfølgende udarbejdet et fælles forslag til
udfasning af ikke økologisk husdyrgødning og halm. Forslaget tager
afsæt i erklæringen og den viden, der i øvrigt findes på området.
Foreningens medlemmer kan på Økologisk Landsforenings
generalforsamling afgøre, om foreningen skal arbejde videre med
denne plan overfor myndighederne.
Se forslaget her
Hvordan og hvornår, det økologiske landbrug kommer til at stå på
egne ben, er en beslutning, der skal træffes i fællesskab.
Foreningen er derfor ikke færdig med at modtage ideer, synspunkter
og forslag. Vi lægger stor vægt på, at alle synspunkter og forslag
har været vendt drejet og debatteret, inden vi skrider til en
endelig beslutning om, hvad foreningen skal arbejde for.
Et grundlæggende udgangspunkt er, at beslutningen ikke må
afskære økologien fra at vokse sig større end i dag. Jo større det
økologiske areal bliver, jo kortere afstand er der mellem
bedrifterne, og jo lettere bliver det at løse udfordringen med at
stå på egne ben.