
Økologisk maltkorn til økologisk specialbryg
| Afdeling | Fagligt Team |
| Dir. Tlf. | 87 32 27 19 |
| Mobil | 29 43 75 50 |
| Mail | Send |
For øl kan vejen fra jord til bord være meget kort. Økologisk
Landsforening har i de to seneste år arbejdet med at skabe bedre
forbindelse mellem kornavleren og bryggeren. Der er kommet fokus på
de muligheder, der ligger i at kunne markedsføre øl fra
mikrobryggerier med økologi som yderligere en kvalitetsparameter.
Samtidig er Carlsberg som det store bryggeri gået på markedet med
en økologisk øl.
Der er behov for at udvikle og anvende de specielle egenskaber,
der ligger i de gamle kornsorter til økologisk malt. Både de meget
gamle genressourcesorter og -arter, spelt, emmer og diverse
landsorter, men også de nyere kornsorter. Det vil sige sorter fra
30'erne og frem til 50'erne, der ligger bag de moderne hvede- og
bygsorter, der findes på markedet i dag. Dette kan gøres bl.a. ved
dyrkning af to moderne og to gamle sorter i samme opformeringsmark,
hvor kvalitet og egenskaber efterfølgende bliver sammenlignet.
Formålet med projektet om økologisk maltkorn er:
- at demonstrere økologisk dyrkning af maltkorn med både moderne
og ældre sorter
- at sammenligne kvalitet af korn, øl og smag mellem moderne og
ældre sorter
- at undersøge mulighederne for at få lønforarbejdet mindre
partier korn til malt
- at få mikrobryggerier til at interessere sig for mulighederne i
økologiske maltkorn med historie, kvalitet og smag
- at få forbrugerne til at interessere sig for økologiske
specialøl
Opgaver i marken, på malteriet og bryggeriet
I projektet arbejder vi på følgende områder:
- I marken: To moderne sorter af maltbyg, Barke
og Power, skal dyrkes i storparceller ved siden af to gamle sorter.
Det tilstræbes at dyrke 2-4 ton af hver sort, det vil sige omkring
1 ha pr sort.
- På malteriet: Vi har lavet aftale med et
mindre malteri i Nordsjælland. Det er indtil videre den eneste
mulighed for at få lønforarbejdet malt i små portioner. Malteriet
skal lave en lys pilsnermalt af hver af de fire bygsorter
- På bryggeriet: To bryggerier skal tage
udfordringen op om at brygge den bedste økologiske øl på basis af
de råvarer, der er produceret i projektet. Konkurrencen kommer til
at stå mellem de to brygmestre om at lave en god øl, men også
mellem de fire bygsorter, hvor der forhåbentligt vil være mærkbar
forskel på slutproduktet.
Formidling om økologisk specialøl
En central del af projektet er at formidle den viden og de gode
historier, der ligger i at kunne brygge øl af danske økologiske
specialprodukter. Vi vil formidle om specialøl brygget på økologisk
maltkorn i fagblade og i forskellige magasiner med forbrugerrettet
stof. En del af formidlingen til forbrugerne er at lave en
konkurrence, hvor bryggere skal vise, hvad de kan få ud af
råvarerne.
Projektet startede 01.01.09 og løber indtil 31.12.09