Interessen for at købe danskproduceret økologisk pilsnermalt er nu
så stor, at Carlsbergs datterselskab Danish Malting Group, DMG, har
besluttet at lave en permanent produktion.
Siden Økologi & Erhverv skrev om DMG's første
testproduktion på 280 t i starten af 2010, har flere bryggerier
forhørt sig om mulighederne for at købe malt, der er lavet på basis
af maltbyg fra danske marker.
- Det er interesse fra både Thisted Bryghus, Harboe og Ørbæk
Bryggeri, siger direktør Kim Jørgensen, DMG.
Mikrobryggerier interesserede
Dansk pilsnermalt bliver desuden efterspurgt fra flere af de
mindste mikrobryggerier, og DMG forventer, at det årligt er muligt
at afsætte 300-600 t på hjemmemarkedet.
- Vi sætter den næste produktion på 300 t i gang i løbet af en
måneds tid, oplyser Kim Jørgensen.
Et springende punkt har været prisen, men ifølge direktøren kan
den danskproducerede malt sagtens konkurrere med priserne på de
udenlandske alternativer.
- Det ser ud til, at vi godt kan blive enige om prisen, men den
vil altid afhænge af markedsprisen på maltbyg, siger
DMG-direktøren.
Malten er helt i top
Hovedparten af malteriets første produktion er solgt til Thisted
Bryghus, og her er brygmester Henrik Sørensen yderst tilfreds med
kvaliteten, som også kunne aflæses i de maltanalyser, som
bryggeriet blandt andet har behov for, for at vide om det er
nødvendigt at justere på brygprocessen.
- Det er en rigtig flot malt, så brygningen kørte lige efter en
snor, men der var også helt ideelle vækstbetingelser sidste år,
siger den jyske brygmester.
I april 2010 landede de første øl, der blev brygget med
DMG-malten, ude i butikkerne.
Ca. hver fjerde af de 8-10 mio. øl, som årligt bliver brygget i
Thisted, er forsynet med Ø-mærket.
Denne artikel blev første gang trykt i Økologi & Erhverv
9. april 2010.
Til forsiden for Øl - byg - malt
>>