Denne vejledning kan bruges som udgangspunkt for udfærdigelse af
kontrakt mellem landmand og mølle. Eventuelt kan Fagligt Team i Økologisk
Landsforening yde nærmere rådgivning om kontraktens udformning.
Overordnede krav
For hele bedriften gælder det, at den skal være statsautoriseret
og overholde de statslige produktionsregler. Desuden skal der
foreligge en ajourført mark- og gødningsplan. Ved kontraktavl bør
alle udførte handlinger registreres for hver mark i en marklogbog.
Dette kan gøre på papir eller i et edb-markstyringsprogram.
Såsæd og markdrift
Såsæden skal være:
- Certificeret.
- Der skal betales licensafgift til "Sammenslutningen af Danske
Sortsejere" for egen udsæd, der er produceret på certificeret
udsæd.
- Eller såsæden kan være produceret på anden måde, hvis den
ønskede sort eller art ikke kan skaffes som ovenfor nævnt.
Ukrudt, der kan give kvalitetsmæssige problemer i den høstede
vare, skal minimeres.
Sygdoms- og skadedyrsangreb i marken, der kan have indflydelse
på kvaliteten af den høstede vare, skal noteres i marklogbogen.
Høsttidspunktet skal optimeres, så kvalitetsforringelser i
videst muligt omfang undgås.
Lagerkrav
Lager og transportsystem skal være indrettet således at:
- Det kan rengøres fuldstændigt.
- Afgrøder kan holdes adskilt.
- Risiko for angreb af insekter og gnavere, samt adgang for fugle
og katte, er minimeret.
- Lager, der skal bruges til kommende høst, skal så vidt muligt
være tømt senest den 1. juni. Lageret rengøres fuldstændigt lige
efter tømning.
Ved kontraktavl kan det aftales, at der skal føres en
lagerlogbog, der viser:
- Dato for alle bevægelser til ag fra lageret.
- Hvorfra afgrøden stammer (mark eller andet lager).
- Mængde indlagt/fjernet.
- Hvortil afgrøden er fjernet (solgt eller andet lager).
- Den anslåede/opmålte mængde på lageret.
- Tørringskrav
I tilfælde af tørring på planlager skal følgende krav til selve
anlægget helst være opfyldt:
- Centrifugalblæser.
- Mindst 360 m3 luft pr. time pr. m2
gulvareal til mellem halvdelen og tredjedelen af planlagerets
gulvareal.
- Temperaturen skal kunne hæves mindst 5° C.
- Modtryksmåler på hovedkanal.
- Højst 80 cm fri afstand mellem sidekanaler.
- Flowmeter til måling af lufthastigheden i det parti man tørrer
på.
- Måling af temperatur udendørs og i hovedkanal.
- Måling af luftfugtighed udendørs.
Krav der skal opfyldes for selve tørringen:
- Afgrøden skal nedtørres til lagerfasthed så hurtigt og skånsomt
som muligt. Indtil lagerfasthed nås, skal afgrøden løbende
konditioneres.
- Afgrøden skal være nedtørret til højst 16 % vand senest to uger
efter høst.
- Afgrøden skal være nedtørret til kvalitetskravet (14,5 % for
hvede) senest en måned efter høst.
- Efter færdigtørring med varme skal afgrøden køles.
- Indtil afgrøden er færdigtørret, skal temperatur og vandprocent
måles mindst hver 3. dag, men også gerne i forbindelse med at der
slukkes for blæseren.
Ved kontraktavl kan det aftales, at dokumentation for tørring
skal fremgå af en tørringslogbog.
Krav til vandmåler og termometer
- Bedriften bør have et pålideligt apparat til vandbestemmelse i
korn. Apparatet skal årligt før høst kalibreres i forhold til et
NIT- eller NIR-apparat. Om nødvendigt kalibreres også i løbet af
efteråret.
- Temperatur skal kunne måles i lageret med pålidelige
termometre. Det skal årligt før høst checkes, at disse viser
korrekt temperatur.
Ved kontraktavl kan aftales at dokumentation for kalibrering af
vandmåler og check af termometer fremgår af tørringslogbog.
Opbevaringskrav
- Temperatur måles mindst en gang om ugen, og vandprocent måles
jævnligt.
- Der kontrolleres jævnligt for skadedyr i afgrøden og for adgang
for fugle og katte til lageret.
Ved kontraktavl kan aftales at dokumentation for opbevaring skal
fremgå af lagerlogbog.
Kvalitetskrav
- Ved kontraktavl kan aftales, at en repræsentativ forprøve
udtages senest en uge efter færdig nedtørring og sendes til
køber.
- Ved hver leverance til køber udtages to læsseprøver, hvoraf den
ene opbevares på bedriften som reference.
Klargøring af tørreri og kornlager i
praksis
Før man har set sig om, er høsten over os. Det giver mindre
stress i den travle periode, hvis man er godt forberedt. Det gælder
også klargøring af tørreri og kornlager. I siloen bør være en dør,
som giver god adgang i forbindelse med tømning og rengøring.
Rengøring
Gammelt overgemt korn danner let grobund for overførsel af
skadedyr som kornsnudebiller og kornmider til det nye korn. Visse
lagersvampe kan også inficere kornet, hvis lageret ikke er
rengjort. Det gælder derfor om at fjerne alle rester af gammelt
korn. Det vigtigste redskab er kosten, idet et renfejet anlæg gør
det let at støvsuge i krogene, uden at støvsugeren skal tømmes alt
for ofte.
Udendørs "amerikaner" siloer til korn.
Fotograf: Landskonsulent Jens Johnsen Høy.
Beskyttelse mod støv og mangel på ilt
Ved rengøring af lageret bør man anvende en effektiv støvmaske
med partikelfilter af typen P2, da indånding af kornstøvet kan
medføre alvorlige og livsvarige problemer i form af
tærskelunger.
Ved rengøring af gastætte siloer skal man være særlig forsigtig.
Er der den mindste risiko for, at der mangler ilt, skal man altid
anvende et friskluftforsynet åndedrætsværn. Det kan være masker,
som forsynes med luft fra trykflaske eller en kompressor.
Er man i tvivl om risikoen, bør man kontakte et specialfirma,
der løser disse opgaver. Det kan f.eks. være Falck - ellers kontakt
din arbejdsmiljøkonsulent.
Gør adgang for gnavere vanskelig
Alle ved, at et kornlager er et glimrende spisekammer for mus og
rotter. Det gælder derfor om at gøre adgangen til kornet så
vanskelig som muligt for disse skadedyr. Derfor bør anlægget og
huset undersøges for huller og gemmesteder. Hvis det er muligt,
lukkes huller i gulve og vægge med beton. Rester af gammelt korn og
halm, som kan forhindre katte i at fange gnaverne, fjernes. Man kan
også lægge giftdepoter ud i særligt indrettede kasser.
Kornsnudebiller
Disse små grå biller gemmer sig i revner og sprækker, så de er
klar til at gå løs på de nye kerner, der måtte komme i lageret. De
bør derfor uskadeliggøres. Det kan være vanskeligt at fjerne dem
ved rengøring alene. Kiselgur (fint formalede mineraler) kan
anvendes med 300-400 g pr silo. Kiselgur drysses ud med f.eks. et
dørslag (lille sigte) og fejes op mod kanter og hjørner. Kiselguren
forbliver i siloen. Støvmaske er påbudt! Kiselguren kan f.eks.
købes hos Aurion
(tlf. 98 96 34 44).
Tørringsanlægget startes op
Med til klargøringen hører også, at blæser og varmekilde startes
op. Er der ubalance i blæseren, kan det være fastgroet snavs, som
forsigtigt fjernes. Er det derimod selve blæserhjulet, der er
kommet ud af balance, skal det afbalanceres. Her er det nødvendigt
at inddrage fabrikanten.
Hvis oliefyret ikke vil starte, kan det skyldes, at pumpen skal
udluftes. Det kan ske ved at tage fotocellen ud og lyse på den med
en lommelygte, indtil fyret tænder. Herefter sættes fotocellen på
plads igen. Hvis fyret ryger, skal lufttilførslen renses eller
justeres. Er man i tvivl om, hvorledes fyret behandles, skal man
tilkalde en oliefyrsmontør.
Transportanlæg
Korngrav og transportanlæg skal også undersøges i god tid før
høst. Har der stået vand i graven, kan det være særligt påkrævet at
sikre, at anlægget fungerer. Det er for sent, når først graven er
fyldt op med korn.
Vær i god tid
Det er vigtigt at huske, at det kan være et problem at få hjælp
udefra i ferietiden. Derfor bør man tænke på, at få udstyret i
orden før ferien.
Litteratur
Til forsiden for Økologisk Brødkorn
>>