Annonce

Samfund og økologi i kredsløb

Et klimavenligt økologisk landbrug kræver recirkulering af de næringsstoffer, planterne skal leve af. Det omkringliggende samfund kan i et kredsløb med det økologiske landbrug bidrage med de næringsstoffer og få energi retur.

Kløver indgår i kredsløbet
Samspil mellem natur og samfund er nødvendig for et klimaneutralt økologisk landbrug

Print

Økologisk landbrug benytter sig ikke af kunstgødning bestående af letoptagelige næringsstoffer, men er i stedet afhængig af de næringsstoffer, der bl.a. findes i husdyrgødning. Husdyrproduktionen er den produktionsgren i landbruget, der udleder størst mængde drivhusgasser og derved belaster klimaet.

En del af den husdyrgødning, man anvender i økologisk landbrug, kommer fra ikke-økologiske gårde, fordi der simpelthen ikke er nok økologiske dyr til at gøde alle økologiske marker. Økologerne har imidlertid besluttet, at man vil være uafhængig af konventionel husdyrgødning i år 2021. Derfor er en af udfordringerne - på vejen mod et klimaneutralt økologisk landbrug - at finde bæredygtige løsninger på tilførslen af næringsstoffer, som ikke kommer fra husdyrgødning.

En del af svaret på den udfordring er noget så simpelt som kløvergræs.

Biogasanlæg laver energi og gødning

Kløver er en bælgplante, og bælgplanter har den egenskab, at de optager kvælstof fra luften. Kvælstof findes i store mængder i atmosfæren og er et af de vigtigste næringsstoffer for planterne. Danmarks første økologiske biogasanlæg er i sommeren 2009 opført i Bording i Midtjylland. I modsætning til de fleste andre biogasanlæg, som benyttes til at producere energi af gylle, laver et økologisk biogasanlæg energi og gødning af plantemateriale.

Ved at putte kløvergræs og andre bælgplanter i et biogasanlæg, kan man ud over at udvinde energi også producere såkaldt flydende grøngødning, der kan anvendes som næring til nye planter ude på markerne.

Samfund skal være kredsløbsorienteret

Men et økologisk landbrug kan ikke nøjes med at recirkulere sin egen biomasse og næringsstoffer, men har også brug for at få tilført næringsstoffer udefra. Der er behov for at kigge på infrastrukturen i landbruget og samfundet generelt, eksempelvis ved at recirkulere næringsstofferne i forbrugernes affald i stedet for at brænde det af og så kalde det vedvarende energi.

- Det kræver, at samfundet bliver kredsløbsorienteret, og økologerne har brug for hjælp fra de andre poster i kredsløbet - forbrugerne, myndighederne, offentlige institutioner, virksomheder osv. Økologerne kan til gengæld tilbyde hjælp i form af at aftage problematiske næringsstoffer fra samfundet ved blandt andet at anvende biomasse fra arealer/naturområder, som eller ikke vil blive brugt, i biogasanlæg til produktion af energi og gødning. Det kunne eksempelvis være tang, som alligevel ligger og rådner på stranden, siger Michael Tersbøl, der er faglig udviklingschef i Økologisk Landsforening og koordinator for klimaindsatsen.

Såkaldt recirkulering af næringsstoffer er blandt de konkrete projekter under Økologisk Landsforenings fokusområde "Energi i økologisk fødevareproduktion - klodens klima."

Tre fluer med ét smæk

Økologisk landbrug bruger mindre energi end konventionelt landbrug pr. kg færdig fødevare. Energiforbruget kan blive endnu lavere, og i højere grad vedvarende og bæredygtig. Der er god plads ude på landbrugene. Plads til solceller og vindmøller, som kan producere gårdens energi.

Desuden kan økologiske landbrug være med til at producere energi til det omkringliggende samfund - blandt andet af den biomasse, som samfundet har til overs. Der er behov for at tænke på økologisk landbrug som en del af et større kredsløb med det omkringliggende samfund.

- Produktion, miljø og energi skal tænkes sammen. Som et led i regeringens Grøn Vækst-plan skal 50.000 hektar jord i Danmark tages ud af landbrugsproduktionen og udlægges i vedvarende naturarealer. Som økologer siger vi - lad os udlægge de arealer til vedvarende græs, som vi så slår og henter græs på én gang om året. På den måde fjerner vi ophobede næringsstoffer, bruger biomassen til energiproduktion i biogasanlæg og får en gødningsrest med næringsstoffer, som kan recirkuleres på landbrugsjorder. På den måde slår vi ikke bare to, men tre fluer med ét smæk, siger Michael Tersbøl.

Ved at gårdens og det omkringliggende samfunds ressourcer udnyttes bedst muligt til produktion af sunde kvalitetsfødevarer og energi, kan det gøre kredsløbet uafhængigt af ufornybare ressourcer som eksempelvis fossile brændstoffer.

Tilbage til forsiden for Økologi & Klima >>

 



Annonce

 

Klima på Økoforum

Michael  
Biogastraktoren er på vej

I Økologisk Landsforenings klimastrategi er det ambitionen at udfase brugen af fossil energi...

Af Michael, 21/06

Michael  
Fagligt team udvikler rådgivning til klima-interesserede økologer

Fagligt team havde klimastrategien med på Agromek i november 2009. Også på ØL's genera...

Af Michael, 04/03

Forskning i Økologi

Forsker i aktion

Find de vigtigste links om forskning indenfor økologisk landbrug og økologiske fødevarer. Følg den nyeste eller tilmeld dig ICROFS' nyhedsbrev.

 

Projektoversigt

Læs om de landbrugsfaglige projekter i Økologisk Landsforening...