Økologi i kantinen giver bonus for alle

af: Camilla Mathiesen

Glæder du dig til dagens veltillavede, økologiske frokost i kantinen? Eller har du kun en flad madpakke smurt halvt i søvne at se frem til?

Økologiske tomater
Økologi i kantinen giver bonus for alle.Foto: colourbox.com

Print

Ikke bare for medarbejderne, men også for cheferne, bundlinjen og virksomhedens profil er det en rigtig god idé at satse på sund, økologisk mad i kantinen.

 

"Det ligger i hele CSR tanken. Virksomhederne skal ikke bare skabe værdi for aktionærerne, men også for medarbejderne. At tilbyde sund mad i kantinen er en del af det at se sine medarbejdere som hele mennesker og ikke kun som rå arbejdskraft," siger adjunkt Sophie Esmann Andersen, der forsker i branding og sundhed på Handelshøjskolen i Århus.

Omlægning til økologi kan være et skridt på vejen til at gøre kantinemaden sundere. En undersøgelse bland 526 kantiner i Danmark har vist, at når man bruger flere økologiske råvarer, bliver udbuddet af mad sundere, da man i højere grad benytter frugt og grønt.

 

Stolthed og loyalitet

De sunde madordninger ligger helt i tråd med tidens fokus på et sundt liv.

"Vi spejler os i vores arbejde, det skal være et billede af os. Vi vil gerne leve sundt, også når vi er på arbejde," siger Sophie Esmann Andersen.

Hvis man arbejder et sted med økologisk mad i kantinen, kan det også på langt sigt være med til at fastholde medarbejdere. "En sund, økologisk kantineordning, det er noget, man kan være stolt af, og det styrker loyaliteten, engagementet og relationen til arbejdspladsen," siger Sophie Esmann Andersen.

 

Stolthed blandt medarbejderne var også erfaringen, da facilities management rådgiver Preben Gramstrup, fm3.dk i 2006 hjalp en dansk virksomhed med cirka 1700 medarbejdere med at indføre økologi i kantinerne: "Både brugertilfredsheden og stoltheden blandt medarbejdere steg betydeligt, efter vi omlagde kantinen til økologisk drift. Dét var to ting, der virkelig var markante i de brugerundersøgelser, vi lavede før og efter indførslen af økologi," fortæller han.

 

Den lille, daglige ærgrelse

Økologi er naturligvis ikke løsningen på alle problemer på jobbet.

"Man kan ikke økologisere sig ud af alting. Selvfølgelig skal alle de basale ting være på plads: En god ledelse, tilfredsstilende arbejdsindhold og arbejdsmiljøet, men den lille ekstra bonus at kunne spise økologisk i kantinen kan sagtens være med til at øge den daglige arbejdsglæde," fortæller Sophie Esmann Andersen. Hun pointerer, at man også bør overveje, hvad der sker, hvis man IKKE prioriterer et sundt og lækkert udbud i kantinen:

"Der er jo alle de fysiske ting. Man yder altså ikke optimalt efter en ordentlig skudefuld grå flæskesteg - så har man mere lyst til en lur," som hun siger.

"Og er maden i kantinen usund og uinspirerende kan det pirre til den lille, daglige utilfredshed blandt medarbejderne," pointerer hun.

 

Økologi i en krisetid?

Økologisk mad i kantinen står nok ikke øverst på to do-listen, når der står finanskrise på dagsordenen, men det burde det måske:

"Selvfølgelig, hvis man skal vælge mellem at fyre folk og så skære i personalegoderne, så vælger man jo det sidste. Men netop i krisetider, hvor alle løber hurtigere og er under pres, er det ekstra vigtigt at pleje og værdsætte sine medarbejdere," forklarer Sophie Esmann Andersen. Også udadtil er det godt at pleje sit brand som grøn og ansvarlig arbejdsplads - " for brandet skal jo helst leve videre, også gennem krisetider," som Sophie Esmann Andersen siger.

 

Som ringe i vandet

Ikke bare medarbejdernes sundhed og tilfredshed, men også virksomhedens omdømme kan nemlig have gavn af økologisk mad som fast bestanddel i kantinen:

"Virksomhederne lever ikke i et vakuum, folk snakker sammen og fortæller til omgangskredsen, at hos os har vi økologisk mad. Og den der mund til mund effekt skal man ikke undervurdere," siger Sophie Esmann Andersen. Samtidig kan virksomhederne bruge en økologisk frokostordning til at positionere sig og skille sig ud fra konkurrenterne, noget der bliver vigtigere og vigtigere i takt med den øgede globalisering. "Det kan medvirke til at tiltrække kvalificerede og engagerede medarbejdere og signalerer samtidig en masse andre værdier: At man tænker på miljøet, det hele menneske, sundhed osv.", siger Sophie Esmann Andersen.

 

En fremtidssikret løsning

Hvis man tror, at sundhed som brand blot er en forbigående grille, kan man godt tro om, mener Sophie Esmann Andersen:

"Moderne mennesker holder ikke op med at tænke på deres sundhed. Der er ingen vej tilbage i den her udvikling, vi er nået et slags point of no return, og den her type personalegoder bliver standard," slår hun fast og fortsætter: "Når sådanne sundhedstilbud er standard på arbejdspladserne, er det sværere at positionere sig på dem og skille sig ud. Derfor kan man som virksomhed ligeså godt være frontløber på det her område og indføre sunde madordninger, mens man samtidig får en profileringsmæssig gevinst ud af det."

 

Seneste Nyheder

02. maj 2012"Økologi er for dyrt" - sådan reagerer mange beslutningstagere når medarbejdere, gæster, patienter, politikere og omverdenen forlanger mere økologi. Men sådan b...

03. april 2012Den 8. - 11. maj afholder Aalborg Universitet i Ballerup et kursus om lokal og økologisk mad til offentlige køkkener. ...

02. april 2012Den 19. april kan du høre seneste status på udvikling og tendenser inden for et spændende vækstmarked, Økologisk Foodservice. ...

Annonce