Ja, fairtrade kan sagtens ses som et nykolonialt tiltag, idet det tog mange år før der overhovedet kom repræsentanter fra producentlandene i Fairtrade organisationens styrende organ og de er fortsat meget få. Det er også karakteristisk, at der stilles krav om en masse oplysninger fra kooperativerne i Syd, mens licenshaverne i Nord, dem der markedsfører produkterne, ikke skal oplyse noget om pris og lønninger; der er ikke symmetri i kravene om gennemsigtighed. Vi kan få at vide hvor meget kaffe- eller bomuldsbonden har fået for et kg., men ikke hvorvidt det begrunder at prisen på produktet er så meget højere end de ikke-fairtrade-mærkede produkter. Som forbrugere er vi tilbøjelig til at acceptere en høj pris på et fairtrade produkt, fordi vi forventer at bonden har fået en ordenlige pris, men i virkeligheden er det måske snarere gebyrer til fairtrade-systemet og ekstra profit til importør- og detailledet vores merpris går til. Den høje pris holder omsætningen af fairtrade-produkter kunstigt nede og det er jo slet ikke fair.

Et andet problem er ”greenwashing”. De store multinationale firmaer kan både have fairtrade produkter og konventionelle produkter, som er blevet lavet af dårligt behandlet arbejdere til sultelønninger. Det, de markedsfører sig på, er selvfølgelig de gode varer. F.eks. sælger Lidl fairtrade-mærkede sokker samtidigt med at virksomheden aflønner arbejdere i Bangladesh med 145 kr. om måneden og uden respekt for fagforeningsarbejdet. Virksomheden ved godt den har en dårlig sag for i Tyskland har den indgået et forlig med forbrugerstyrelsen, hvorefter den ikke mere må reklamere med social bæredygtighed. I Danmark har ingen instans gjort tilsvarende overfor Lidl’s hjemmeside, så den pynter sig uforstyrret med Fairglobe (Max Havelaar’s bæredygtighedsmærke).

Et tredje problem er, at selve kontrollen er noget utroværdig, når kontrolinstansen er økonomisk afhængig af gebyrer fra producenter og forhandlere. Det problem gjaldt vel også i Økologisk Landsforening før Ø-mærket overgik til staten og kontrollanterne kom på finansloven. Og derfor kunne jeg ønske mig at Økologisk Landsforening brugte sine erfaringer og goodwill til at give fair trade et boost, for fair trade er – alle kritikpunkterne og vage kriterier til trods – alligevel det bedste der er p.t., hvis vi gerne vil give u-landsbonden og plantagearbejderne rimelige vilkår. F.eks. kunne man kopiere konceptet for Ø-mærket og gøre etisk mærkning til en opgave og udgift for staten. I dag er det jo kun bønder med overskud, der magter at slutte sig sammen i store kooperativer og får råd til at blive certificeret.