ØL’s Ulandsudvalg/netværk. Farmer Field School (FFS) projektet i Uganda

Forestil jer lige at vi (Mette Vaarst, Aage Dissing, Inge Lis Dissing) i det sidste ½ år har modtaget flotte rapporter om vores FFS projekt i Vest Uganda. Det lød til at det simpelthen gik så godt, og folk var så begejstrede at vi faktisk begyndte at tvivle på om det mon ikke var vildt overdrevet.

I maj tog vi så derned til en midtvejs evaluering for med selvsyn at se hvad der foregår. Vi tog på besøg hos de 25 facilitatorer, som vi var med til at uddanne sidste år, og deres landmandsgrupper. Og rapporterne overdrev overhovedet ikke! Vi måtte af og til knibe os selv i armen: drømmer vi eller er dette virkelighed?

Men først lidt om baggrunden: Det startede med at vi fra ØL snakkede med folk fra den økologiske forening i Uganda, NOGAMU, om nye måder at tænke øget fødevare sikkerhed og økologi for grupper af bønder. I forvejen er der mange konsulenter og model-farmere (landmænd som er blevet udvalgt til at ’vise andre hvordan man gør’ af en organisation eller lokal regering) der er trænet i økologiske metoder og der er mindst 200 000 medlemmer i NOGAMU, men alligevel er der rigtig mange der er fødevareusikre og mangler indkomst til familiens fornødenheder og skolepenge. En meget deltagerorienteret FFS model var afprøvet i både DK og Uganda og det var inspirationen til samarbejdet, og vi fik bevilget penge til et pilot projekt fra Projektpuljen (DANIDAs midler til arbejde i civilsamfund, deriblandt NGOer).  ’Vi’ var NOGAMU, Økologisk Landsforening og en organisation som NOGAMU pegede på som samarbejdspartner i et pilot-projekt, SATNET. SATNET holder til i Vest Uganda, i bjergene op imod Congos grænse. SATNET er en paraply-organisation af ca. 55 mindre NGOer og civilsamfunds-organisationer.

25 facilitatorer fra SATNET blev uddannet i juni 2009, med opfølgende kursus og løbende monitering fra SATNET og NOGAMU. De havde lige fra starten aftale om at arbejde som facilitatorer (ikke trænere – som de ellers ofte gør og som er en meget mere ’skoleklasse-belærende’ måde) for en gruppe landbrugs familier, en del i deres egen landsby men også andre i nye grupper.

Midtvejsevalueringen i maj 2010 foregik i to hold, således at alle facilitatorer og deres grupper fik et ½ dags besøg, hvor vi, NOGAMU + SATNET + ØL holdet nåede at besøge gruppen og en del af de involverede familier. Dvs at vi alle 7 flyttede os rundt i 5 amter i Rwenzori området med nogle besøg i hvert amt. Ud af de 25 facilitatorer var én af dem droppet ud straks efter kurset i maj 2009, og to-tre grupper og/eller facilitatorer fungerede ret dårligt, men de resterende var i fuld vigør med deres grupper. De fungerede på rigtig mange forskellige måder, og enkelte facilitatorer havde allerede startet flere nye grupper.

Men lad os tage et typisk mønster for hvordan en gruppe virker: Gruppemedlemmerne mødes en dag om ugen hos hinanden efter tur, de arbejder praktisk sammen om formiddagen, spiser frokost og diskuterer derefter problemer, løsninger, fælles mål, kritiserer og rådgiver hinanden. Værtsfamilien har sammen med facilitatoren aftalt hvad der skal ske den dag. Facilitatorens rolle er at støtte gruppen i det valgte program og det kan se meget forskelligt ud, Her er nogle eksempler:

• tilplante en ny bananplantage
• lave kompost
• hakke kaffeplantagen,
• lave grøntsags højbede
• lave bio-pesticider til problem afgrøder
• grave vandopsamlings grøfter (contour lines for water retention & soil protection)
• fordele nyt plantemateriale fra en fælles mark
• bygge hønse, eller gede skur
• bygge en ny køkken-hytte, pit-latrin eller brændebesparende komfur
• lave en planteskole eller plante træer

Gruppen kan også bede facilitatoren om at formidle eller skaffe ny landbrugs viden, hjælpe med indkøb af nye grøntssags frø eller give markedsinformation om fælles afsætning af afgrøder eller husdyr produkter.

Ca 20 grupper havde desuden startet en intern spare- låne kasse og mange desuden en speciel ’social fund’, hvor de kunne låne rentefrit og akut. Den del tog de sig af efterfølgende eller på en anden møde-dag. Det var tydeligt opbyggelse af social kapital der styrker og binder landsbyen sammen, og selvfølgelig bibringer udviklings muligheder. 

Alle grupper havde valgt en intern facilitator fra gruppen, der tager over når der er brug for det og som kan fortsætte i den rolle når den externe facilitator udfases i løbet af det kommende år. Ugandere er vant til at organisere sig, så der var også en valgt struktur med formand, næstformand, kasserer og et sikkerheds system i spare- låne kassen, og referater og en omhyggelig ført kassebog.

Vi var imponerede over de klare forbedringer der var på landbrugsområdet. Naturligvis var bønderne selv meget stolte og tilfredse med de forbedringer der var sket. De synes at de meget lettere nåede langt mere end tidligere, og de fortalte om udbyttestigninger på 50-100% bare på en enkelt sæson. Under alle omstændigheder mener vi, at det faktum, at de når jordbearbejdning, såning, lugning osv i rette tid altid giver mulighed for udbytte stigning. Dertil kommer så de forbedrede agro-økologiske metoder, der var taget i brug eller undervejs. Samarbejdet om de hårdeste eller vanskeligste opgaver i landbruget gav helt tydeligt det løft der fik sat skub i yderligere tiltag i landsbyen. De var tydeligt stolte over at få henvendelser fra andre bønder i områder der gerne ville inspireres og lære af dem.

Grupperne tog sig ofte særligt af nogle af de mest udsatte i lokalsamfundet ved at inkludere dem. Socialt betyder det rigtig meget at syge, svage og ældre i gruppen får hjælp til arbejdet. Husholdningens afgrøder blev også mere varieret, og det gav ældre flere kræfter til at deltage og forbedre deres situation. En anden spændende udvikling var nye roller mellem mand og kone i familien. Flere nævnede at deres roller og samarbejde havde skiftet karakter. Der var ikke længere så klare skel mellem rollerne, og der var kommet mere samarbejde i mange familier, og selv børnene blev mere interesserede i landbrug pga. nye diskussioner i hjemmet. Nogle grupper valgte lørdagen som fælles arbejdsdag, således at børnene også kunne deltage og lære. Og større børn viste ny interesse, da øgede indtægter forbedrede deres muligheder for længere skolegang.  

Spare- låne kassen blev af mange nævnt som en af de allerstørste gevinster. Dels følte de at deres udviklings muligheder lå i egne hænder og ikke hos en besværlig bank forbindelse. Renterne var desuden meget mindre – typisk 5-10% og den sociale fond gav en sikkerhed i tilfælde af sygdom i familien. Måske er disse tiltag den vigtigste ”lim” i gruppens fremtid.

Men er der da slet ingen problemer og udfordringer i dette FFS projekt? Jo da! Hvordan holder gruppen den gejst der er pt, hvor de holdes fast i udviklingen af en extern facilitator og opfølgning udefra, især fra Satnet og Nogamu og også ØL og andre der gerne vil besøge dem og høre hvordan de arbejder? Kan en intern facilitator i det lange løb fastholde iveren og samarbejdet? I den slags grupper skal der nok i det lange løb komme nye impulser udefra, nye afgrøder, nye medlemmer osv til for at undgå at processen stagnerer. Måske kan en øget fælles afsætning af landbrugsprodukter blive afgørende for gruppernes fremtid. 

Planen er at NOGAMU ønsker at opgradere denne type FFS sammen med alle deres samarbejdsorganisationer og afdelinger i Uganda og at ØL gerne vil deltage i den proces. Det regner vi med at I kommer til at høre mere om senere.

Inge Lis Dissing, Mette Vaarst, Aage Dissing