Opskriften er beregnet til 4 personer
Tilberedningstid: 45 min. - arbejdstid: 30 min.
- 800 g kartofler
- 1 spsk. olie
- 400 g oksekød 6-10%
- 4 burgerboller
- 1 avocado
- 1 fed hvidløg
- 1 spsk. creme fraiche 18%
- 1 spsk. citronsaft
- ½ agurk
- 3 tomater
- 1 løg
- ½ salathoved f.eks. iceberg
- Evt. stødt chili
Kartoflerne skæres i både eller stave, vendes med olien, og
krydres med salt og peber. Bred dem ud på en bageplade beklædt med
bagepapir, og bag dem i ca. 30 min. ved 200°C til de er møre og
tilpas sprøde.
Halver avocadoen, fjern stenen, tag kødet ud med en ske, og mos
det lidt i en lille skål. Hak eller pres hvidløget og rør det
sammen med avocadokødet. Tilsæt creme fraichen og smag til med
citronsaft, salt og peber og eventuelt lidt stødt chili.
Kødet formes til flade bøffer. De drysses med salt og peber og
steges i olie på en pande. For ekstra smag kan bøfferne krydres med
f.eks. timian og chili.
Brødene varmes eventuelt.
Snit salaten i strimler og skær agurk, tomat og løg i
skiver.
Saml burgerne. Smør den ene del af brødene med ketchup eller en
anden dressing. Læg bøffen på, kom en skefuld guacamole ovenpå, og
derefter salat, agurk, tomat og den anden halvdel af brødet.
Energifordeling
679 Kcal pr. person
Protein: 34 g
Kulhydrat: 92 g
Fedt: 22 g
Kostfibre: 12 g
Opskriften er udarbejdet af Thomas Rybjerg Larsen.
Må ikke kopieres uden skriftlig tilladelse fra Økologisk
Landsforening.