
Svinekoteletter med spinatbygotto og selleriFoto: Henrik Freek
Opskriften er beregnet til 4 personer
Tilberedningstid: 50 minutter - Arbejdstid: 30 minutter
Ingredienser
Rosmarinmarinerede svinekoteletter:
- 4 svinekoteletter
- ½ dl olivenolie
- 3 fed hvidløg
- Saft og skal af ½ citron
- 2 spsk friske timianblade
- 2 spsk frisk rosmarin
- 1 tsk salt
- 2 spsk olivenolie
Sellerifritter:
- 1 knoldselleri
- 2 spsk olivenolie
- salt
- ½ bundt friske timiankviste
Bygotto:
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 1 spsk olivenolie
- 300 g perlebyg
- 1 dl hvidvin
- 1 liter grøntsagsbouillon
- 200 g frisk spinat
- 2 spsk flødeost
- salt
- 1 tsk fintrevet citronskal
Sådan gør du
Svinekoteletter:
Dup svinekoteletterne tørre med køkkenrulle. Blend olie,
hvidløgsfed, citronsaft og -skal, timian, rosmarin og salt til en
tyktflydende, lysegrøn marinade. Vend koteletterne i marinaden og
lad dem trække en halv times tid på en tallerken i
køleskabet.
Bag sellerifritterne:
Sæt ovnen på 180 grader.
Skrub eller skræl knoldsellerien og skær den i 2 cm tykke stænger.
Vend selleristængerne i lidt olie, drys med lidt salt og peber,
evt. også et par kviste timian, og bred dem ud på en bageplade med
bagepapir. Bag selleristængerne gyldenbrune og møre i ovnen, ca. 30
minutter.
Lav bygottoen:
Hak løget fint og skær hvidløgsfed i tynde skiver. Varm lidt olie
op i en gryde og steg løg og hvidløg, til de er glasklare, men uden
at tage farve. Tilsæt perlebyg og steg med i et minuts tid.
Hæld hvidvin på, lad det koge ind og tilsæt løbende et par
deciliter bouillon indtil bygperlerne er kogt møre, men stadig har
bid. Kom spinaten i, lad den falde sammen og vend flødeosten i.
Smag til med salt og citronskal.
Steg koteletterne:
Varm olie op på en pande og brun koteletterne på begge sider.
Skru ned til middel varme og steg herefter 1 minut pr. cm de er
tykke pr. side - dvs. hvis koteletten er 2 cm tyk, skal den efter
bruningen stege 2 minutter på hver side. Så bliver kødet rosa og
saftigt.
Skær evt. en lille flig af det ene hjørne, for at tjekke om kødet
er rosa i centrum - Hvis det stadig er råt, skal det stege lidt
mere på hver side.
Server koteletterne med bygotto og sellerifritter.
TIP: Hvis du en dag har god tid, er det rigtig flot at servere
knoldsellerien helbagt. Skrub knoldsellerien ren og læg den i et
ovnfast fad. Gnid overfladen med olie og drys med salt Bag det hele
knoldselleri i ovnen til det er mørt - det tager et par timer,
afhængig af størrelsen.
TIP: Hvis vejret er til det, tilfører det ekstra lækker smag at
grille svinekoteletterne. Stegetiden er nogenlunde den samme,
afhængig af hvor varm grillen er. Grill da med fordel også
knoldselleri i stave.
Må ikke kopieres uden skriftlig tilladelse fra Økologisk
Landsforening.