Læs vores guide med gode råd til, hvordan man kan leve økologisk
til en fornuftig pris, samt en række konkrete eksempler på, at man
får mere for pengene ved at vælge økologi i sin kost.
Brug sæsonens råvarer
Der er mange fordele ved at købe grøntsagerne og frugterne, der
er i sæson. Ikke alene er de billigere, de er også friskere og har
den bedste smag og en naturlig høj næringsværdi. Samtidig får man
en større variation på tallerknerne, fordi man undgår at forfalde
til at bruge de samme grøntsager hele året.
Få styr på basislageret
Oparbejd et basislager af økologiske råvarer som mel,
kornprodukter, havregryn, ris, pasta - og kartofler, rodfrugter og
mælkeprodukter. Man kan efterhånden finde et stort udvalg af
økologiske varer som mælk, kartofler og havregryn i alle butikker,
og de fleste discountforretninger og supermarkeder har et ganske
stort udvalg af økologiske basisvarer til priser, hvor alle kan
være med.
Skær ned på kødet
Kød er en af de økologiske varer, hvor prisforskellen i forhold
til de ikke-økologiske produkter er stor. Så skær ned på
kødforbruget. Tænk mindre, men bedre kød. Det er sundt for både
jorden og mennesket. Vegetariske dage kan udjævne den merpris, du
betaler for de økologiske varer. Opdel eventuelt hverdagene i kød,
fisk og vegetardage, eksempelvis to med kød, en med fisk og to med
vegetariske retter.
Bag dit eget brød
Det smager ofte bedre, og du kan spare mange penge. Find
inspiration i opskrifter på nettet - fx her:
http://denokologiskebagebog.dk/ Du kan nemt lave brød, som du ikke
engang behøver at have fingrene i. Lav en langtidshævet dej, som
kan røres sammen om aftenen og bages om morgenen.
Planlæg og undgå madspild
Mange har intentioner om at planlægge ugens måltider, men gør
det kun i perioder. Det lyder kedeligt, men hvis man kommer ind i
en god rytme, så får man faktisk mere tid til det, der er sjovt -
og det sparer en del impuls indkøb. Sæt for eksempel tid af hver
søndag til at researche. Tjek sæsonvarer og tilbud i de butikker du
handler i. Ved at planlægge ugen får du også bedre overblik over
hvilke råvarer, der kan gå igen i flere retter, og du undgår at
smide mad ud.
Lav så meget som muligt fra bunden
Det er billigere, og du bestemmer selv smagen.
Abonnér på en grønsagskasse
En god kilde til inspiration kan desuden være at abonnere på en
grønsagskasse. Her vil du blive tvunget til at afprøve nye
ingredienser, og du vil få inspiration fra kassens opskrifter.
Desuden sparer du både penge og tid ved at undgå supermarkedet og
dets fristelser. Aarstiderne.com har også en god
opskriftdatabase, du kan hente inspiration fra, hvis du står med en
grøntsag, du ikke ved, hvordan du skal anvende.
Meld dig ind i et Fødevarefællesskab
Så går du sammen med andre om at købe økologi direkte hos
avlerne.
Læs mere om Københavns Fødevarefællesskab på
http://kbhff.dk/
Læs mere om Århus Økologiske Fødevarefællesskab på
http://www.aoff.dk/
Læs mere om Lejre Økologiske Fødevarefællesskab på
http://www.facebook.com/pages/Lejre-%C3%B8kologiske-f%C3%B8devaref%C3%A6llesskab-L%C3%98FF/315821851790371
Mad til en eller to
Er du single eller på SU, så gå sammen med nogle andre om at
lave mad. Du undgår at smide rester ud, og det er også meget
hyggeligere.
Det får du mere for pengene, når du
køber økologisk
Økologiske varer er dyrere, fordi økologisk produktion er dyrere
end ikke-økologisk. Her er nogle af årsagerne til, at det forholder
sig sådan, samt nogle fakta om, hvad du får for pengene.
- Med økologisk mad er du sikker på, at der ikke er sprøjtegifte
i dine fødevarer. Når landmanden dyrker sine marker uden at bruge
sprøjtegift, er der brug for mere arbejdskraft til at fjerne
ukrudt. Det gør den økologiske produktion dyrere. I Danmark blev
der i 2010 i Fødevarestyrelsens kontrol fundet rester af
sprøjtegift i 55 procent af ikke-økologisk frugt og grønt.
- Du slipper for madsminke ved at vælge økologi. I
ikke-økologiske fødevarer må industrien bruge 370 forskellige
tilsætningsstoffer: Farvestoffer, konserveringsmidler, emulgatorer
osv. I økologiske fødevarer må der kun bruges 49
tilsætningsstoffer. Når man ikke må bruge en masse
tilsætningsstoffer, kræver det en bedre råvarekvalitet og mere
håndværk. Økologisk mad skal være af en bedre kvalitet, da den ikke
kan fikses, pumpes og sminkes med en masse e-numre.
- Økologi er bedre dyrevelfærd for pengene. Når man ikke presser
dyr og planter til at vokse, men giver dem mulighed for at leve
naturligt, koster det mere. En økologisk kylling vokser i et
naturligt tempo, og den lever dobbelt så længe som en
ikke-økologisk kylling. Det koster mere i form af foder og plads.
Økologiske husdyr skal også have adgang til udearealer, de har
bedre plads i stalden og de skal have grovfoder, som er naturligt
føde og godt for deres velbefindende.
- Ved at købe økologisk bidrager du til, at vi også i fremtiden
kan drikke rent vand fra hanen. I 2010 blev der fundet rester af
det ikke-økologiske landbrugs sprøjtegifte i 25 procent af de
boringer, som danske vandværker får vand fra. Hvert år bliver der
lukket over 100 danske vandboringer, fordi de er forurenede med
sprøjtegifte. Økologisk landbrug giver ingen risiko for forurening
af drikkevandet.
- Økologi er mere natur for pengene. I gennemsnit er der 30
procent flere vilde fugle, harer og andre dyre- og plantearter på
og rundt om økologisk dyrkede arealer, end der er, når landbruget
ikke er økologisk. Mange danske dyre- og plantearter er truet eller
i tilbagegang, fordi deres naturlige levesteder forsvinder. Det
gælder blandt andet harer og agerhøns.
- Økologiske dyr får lov at udfolde deres naturlige adfærd under
åben himmel og har bedre plads, når de er i stalden. Det giver
sundere dyr og et langt mindre medicinforbrug. Herunder penicillin,
som kan give problemer for menneskers sundhed i form af
multiresistente bakterier.
- At købe økologisk mad er en investering i fremtiden. Du er med
til at sikre, at dine børn kan drikke rent vand fra hanen, at de
kan blive behandlet med penicillin, hvis de bliver syge, at de kan
spise fisk fra et rent vandmiljø, og at de undgår potentielt
skadelige og hormonforstyrrende stoffer i deres dagligdag.