
Børn, der indtager gennemsnitlige mængder af kunstige farve- og tilsætningsstoffer, bliver mere hyperaktive og får sværere ved at koncentrere sig og lære i skolen.Foto: Colourbox.com
Økologiske fødevarer er den rene vare. Her er ingen kunstige
farvestoffer og aromaer, søde- eller konserveringsmidler. Det er
ifølge økologiske fødevareproducenter helt unødvendigt. Reglerne
for tilsætning af E-numre til økologiske varer er derfor meget
skrappere end for ikke-økologiske fødevarer.
Fødevareproducenter i EU har lov til at bruge 370 forskellige
tilsætningsstoffer. Stofferne har hvert et E-nummer, som det har
fået tildelt af EU. I økologisk fødevareproduktion er kun 49 af de
370 E-numre tilladt, hvor det er nødvendigt at bruge dem.
Eksempelvis bruger producenter af økologisk marmelade pektin, som
udvindes af citron- og appelsinskaller. Pektin er uundværligt, når
marmeladen skal have en god konsistens.
Ifølge EU er det tilladt for europæiske fødevareproducenter at
bruge nitrit i pålægsprodukter. Stoffet er også tilladt i mindre
mængder i økologisk pålæg. Nitrit bruges til at konservere og give
kødpålæg en rød farve. Danske økologer har valgt ikke at bruge
nitrit. Stoffet er nemlig under mistanke for at kunne give
kræft.
Madsminke gør børn mere hyperaktive
Ny forskning offentliggjort i det anerkendte
britiske lægevidenskabelige tidsskrift, The Lancet, viser, at børn,
der indtager gennemsnitlige mængder af kunstige farve- og
tilsætningsstoffer, bliver mere hyperaktive og får sværere ved at
koncentrere sig og lære i skolen. Alle de omtalte stoffer er
forbudt i økologiske fødevarer.
Det er især farvestoffer og det meget anvendte konserveringsmiddel
natriumbenzoat (E211), der står for skud.
Et af de væsentligste principper i den økologiske
fødevareproduktion er at skabe rene fødevarer med naturlig
holdbarhed og farve.
- De økologiske producenter - i modsætning til andre i
fødevareindustrien - hverken vil eller må skabe fødevarer med
unaturlig lang holdbarhed. Høj råvarekvalitet og godt håndværk gør
de kemiske krykker helt unødvendige, siger Paul Holmbeck.
- De nye forskningsresultater bekræfter os i vores meget
restriktive holdning til tilsætningsstoffer. Det nye er, at der ud
over sundhedsmæssige fordele ved de økologiske krav også er fordele
i forhold til adfærd og indlæring - især for børnene. Økologisk mad
i skoler og daginstitutioner bør være en selvfølge.