I økologien har man måttet acceptere tidsbegrænsede kompromisser. Der venter flere udfordringer forude. Her har vi samlet nogle, så du kan træffe et oplyst valg.
Økologi = ingen sprøjtemidler. Det er den gængse opfattelse af
økologi, men rent faktisk er det tilladt at sprøjte med få
naturlige midler. EU har et fælles regelsæt for økologisk
produktion, som tillader sprøjtning med visse midler i eksempelvis
frugt, bær og grøntsagsproduktionen. Det er midler som svovl,
kobber, svovlkalk og bagepulver samt et par biologiske midler.
Ingen af stofferne er kunstigt fremstillede pesticider.
Den danske miljølovgivning står imidlertid over EU's
økologiregler på dette område, og derfor er eksempelvis sprøjtning
med kobber og andre af midlerne på EU's positivliste ikke tilladt i
Danmark.
Sprøjtemidlerne anvendes bl.a. for at undgå angreb af
forskellige svampesygdomme på æbler som eksempelvis skurv. Skurv
giver æblet en ru overflade. Detailhandlen og forbrugerne er
imidlertid forvent med 'pæne' æbler, og derfor er det vanskelligt
at sælge æbler med skurvangreb, selvom de som friske smager ganske
glimrende. Æbler med skurv kan ikke lagres, og skal derfor spises
friske.
I økologisk frugt og grønsagsproduktion er det også tilladt at
bruge biologisk bekæmpelse med eksempelvis rovinsekter eller virus
og bakterier, som angriber specifikke skadedyr.
HOLDNING
Økologisk Landsforening arbejder for, at det økologiske jordbrug
anvender naturens egne mekanismer for at beskytte kulturplanter -
uden kunstige inputs. Økologi er læren om levende organismers og
deres miljøs gensidige indflydelse på hinanden. Jo klogere vi
bliver på disse mekanismer, jo bedre kan vi udnytte naturen og
økosystemets egne redskaber til at beskytte eksempelvis æblerne. Et
æble kan godt smage fantastisk, selvom det ikke har en blank og
skinnende overflade.
HANDLING
De økologiske æbledyrkere og Økologisk Landsforening arbejder
dels med at bearbejde butikker og forbrugernes opfattelse af,
hvordan et æble skal se ud. Dels arbejder vi med
udviklingsprojekter, som har fokus på nye og mere modstandsdygtige
æblesorter og på at optimere dyrkningssystemer, hvor flora og fauna
omkring æbleplantagen beskytter frugterne mod diverse angreb.
Se også
Reglerne for økologisk jordbrug (Se s. 40 om regler for
plantebeskyttelse. Se bilag 2 for oversigt over tilladte midler i
økologisk jordbrug)