I Danmark er vi fra naturens side beriget med helt rent vand i
undergrunden. Vi har i mange år været så heldige, at vi bare kan
pumpe grundvand op og sende det ud som prima drikkevand i vores
haner uden videre rensning. Men de seneste årtier er mere og mere
grundvand desværre blevet forurenet med sprøjtemidler (også kaldet
pesticider) fra den hovedpart af dansk landbrug, som ikke er
økologisk.
Mere og mere forurenet grundvand
Der bliver fundet flere og flere pesticider i det danske
grundvand. I 2008 blev der opdaget pesticider i ca. 40 procent af
de undersøgte prøveboringer. Det fremgår af en rapport fra De
Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland
(GEUS).
Også i det råvand, som vandværkerne pumper op, er der oftere og
oftere pesticider. I 2008 gjaldt det 25 procent af de boringer, som
vandværkerne får vand fra.
Et af de pesticider, der i stigende grad bliver fundet i
grundvandet, er glyphosat og dets nedbrydningsprodukt AMPA.
Glyphosat er det mest anvendte pesticid på danske marker og er især
kendt fra sprøjtemidlet Roundup.
Kilde: De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og
Grønland (GEUS).

Vores fælles vand er truet
- Hvert år bliver der lukket mere end 100 boringer til den danske
vandforsyning, fordi boringerne er forurenet med pesticider.
- Mellem 15 og 20 procent af det danske grundvand er nu så
forurenet af pesticider, at det går over grænseværdierne for
drikkevand.
- I det danske grundvand er der fundet 83 forskellige pesticider,
eller delvist nedbrudte kemiske forbindelser derfra.
Kilde: DANVA (foreningen for danske vandværker og
spildevandsanlæg), www.danva.dk
Sådan passer økologi på grundvandet

Så meget grundvand bliver skånet for mødet med sprøjtemidler,
når du drikker eller spiser økologiske fødevarer:
- 1 liter økologisk mælk: 200 liter grundvand.
- 1 økologisk bøf på 250 gram: 750 liter grundvand.
- 1 økologisk æg på 50 gram: 75 liter grundvand.
- 1 portion økologisk havregryn på 50 gram: 34 liter
grundvand.
Tallene angiver den mængde grundvand, der årligt dannes af
regnvand under det landbrugsareal, som er nødvendigt for at
producere den enkelte fødevare. Tallene er gennemsnitlige. Kilde:
www.vandfrahanen.dk
230 ton mindre gift
I Danmark bliver et areal næsten lige så stort som Lolland-Falster
(170.000 hektar) dyrket økologisk i dag. Hvis arealet ikke var
blevet dyrket økologisk, ville det hvert år være blevet sprøjtet
med omkring 230 ton af de giftstoffer, de ikke-økologiske landmænd
bruger.
Ubehagelig overraskelse
Selv om myndigheder og forskere i mange år har holdt øje med
landbrugets forbrug af pesticider, bliver midlerne ved med at give
ubehagelige overraskelser. For eksempel blev det i 2008 opdaget, at
en kemisk forbindelse, der stammer fra sprøjtemidlet rimsulfuron,
bliver ved med at sive ned fra jordoverfladen - selv tre år efter
midlet er blevet brugt til at slå ukrudt ihjel på ikke-økologiske
marker med kartofler.
Kilde: GEUS - De Nationale Geologiske Undersøgelser for
Danmark og Grønland. Se pressemeddelelse fra 9. september 2008
på www.geus.dk
> nyheder.