
Guld til øko-oste
Danske økologiske oste vinder den ene internationale hæderspris
efter den anden.
Således blev en brie fra det økologiske gods Knuthenlund på
Lolland i juni 2011 hædret som den bedste fåreost i hele verden.
Det skete ved den internationale konkurrence Premio Roma i Rom.
Også i 2010 vandt Knuthenlund guld ved Premio Roma.
Den gang var det dog 'kun' i underkategorien for brieoste lavet på
fåremælk. I 2009 vandt et andet dansk økologisk mejeri -
Søvind Mejeri - hele to priser ved Premio Roma.
I verdens største internationale konkurrence for ost,
World Cheese Awards, fik Knuthenlund i 2010 hele to
guldmedaljer og en bronzemedalje for sine gedeoste. Det skete i
Birmingham, England.
Guldmedaljerne gik til Rødkit Gedeost og til den halvfaste
gedeost Knuthenlund No. 15. Bronzen var for en gedebrie.
Det er også værd at huske, at den økologiske Danablu fra
Bornholms Andelsmejeri i 2008 blev kåret som Nordens bedste
ost.
Kilder: Folketidende.dk, World Chesse Awards 2010, http://www.knuthenlund.dk/ og Food Supply.
En kop øko-kaffe, tak
Økologisk kaffe fra Irma var klar vinder af en test i
Søndagsavisen i august 2011. I konkurrence med fire ikke-økologiske
kaffemærker var de Ø-mærkede hele bønner fra Irma de eneste, der
scorede fire ud af fem mulige points.
De andre kaffemærker scorede blot et eller to points.
Kilde: www.sondagsavisen.dk
Europæisk hæder til øko-øl fra Fyn
Det rent økologiske Ørbæk Bryggeri på Fyn har flere gange vundet
priser ved den prestigefyldte konkurrence European Beer Star
Award.
Senest i 2011 hvor bryggeriets øl Fynsk Forår vandt en
bronzemedalje i kategorien for øl med urter og krydderier. Fynsk
Forår er brygget med hyldeblomster.
I 2008 vandt Fynsk Forår guld, og samme år fik Ørbæk Bryggeri
også guld for øllen Dark Horse. Det sidste var i kategorien for
Schwarzbier i tysk stil.
Kilde: European Beer Star.
Ø-mærke på syv af ni vindere
Et rødt økologisk Ø-mærke prydede syv ud af ni præmierede
produkter, da dagbladet Børsen ved udgangen af 2010 uddelte Børsens
Fødevarepris 2010-11. Prisen gives til produkter af særlig høj
kvalitet.
De ni produkter blev hver hædret med et diplom. Desuden blev der
kåret en overordnet vinder af Fødevareprisen, og også den gik til
et økologisk produkt. Nemlig til Jersey Græskalv - en produktion
der forener gastronomisk superkvalitet med høje etiske værdier,
dyrevelfærd og naturpleje.
Læs mere om Jersey Græskalv på hjemmesiden http://www.jerseygraeskalv.dk/.
Kilde: Børsen 31. december
2010.
Økologisk succes i kantiner
Økologisk kvalitet er på hastig fremmarch i de danske kantiner.
Det gælder blandt andet kantinen hos Statens IT. Her arbejder
køkkenchef Malene Jungberg på at øge andelen af økologiske råvarer
i køkkenet fra 46 til mindst 60 procent, og gerne mere.
"Jeg oplever faktisk ofte, at jeg kan spare penge ved at købe
økologisk efter årstiden. Dertil kommer, at flere økologiske
produkter har mere smag og bedre konsistens, som opvejer en
merpris," siger køkkenchefen til websitet Cateringforum.
Kantinen hos Statens IT er en af 150 danske kantiner som drives
af firmaet Fazer Food Services A/S. Fazer arbejder målrettet med at
få mere økologi ind i kantinerne, og ved årsskiftet 2011-12 skal
mindst 135 af kantinerne bruge over 30 procent økologiske
råvarer.
Kilde: Cateringforum, 29. september 2011
Øko-mælk er Skandinaviens bedste
Den økologiske Harmonie skummetmælk fra Arlas mejeri i Hobro
blev kåret som den bedste mælk i Danmark, Norge og Sverige ved
konkurrencen Scandinavian Dairy Contest 2011.
Kilde: www.landsmejeriudstillingen.dk
Økologisk mælk smager generelt bedre
Indholdet af frie fedtsyrer er markant lavere i økologisk mælk
end i konventionel mælk. Det betyder, at den økologiske mælk har
mindre risiko for at udvikle skarp smag eller lugt. Det viser
et forskningsprojekt fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet på
Aarhus Universitet.
Forskellen hænger formentlig sammen med, at de økologiske køer
kommer mere på græs og får mindre mættet fedt i foderet end andre
køer gør. Det vurderer de to forskere bag undersøgelsen, Lars
Wiking og Martin Bjerring.
Kilde: ICROFS nyt nr. 3,
2010: http://www.icrofs.dk/pdf/icrofsnyt/2010_3.pdf
Øko-æblemost bedst i test
Den økologiske Voelkel Æblesaft blev klar vinder, da dagbladet
Politikens Tjek-panel bedømte otte forskellige slags æblemost i
oktober 2011. Saften fra det tyske firma Voelkel var den eneste i
testen, der fik fem ud af seks tjektegn.
Kilde: www.tjek.dk
Fem gange gastronomisk hæder
Da Det Danske Gastronomiske Akademi i marts 2010 uddelte sine
årlige æresdiplomer til personer, som har gjort en fremragende
indsats for dansk gastronomi, var der fem økologiske virksomheder
blandt de i alt otte hædrede producenter af fødevarer.
De fem økologiske diplommodtagere var Fejø Cider, Thise Mejeri,
Naturmælk, Knuthenlund Gods og Kristiansminde Gårdmejeri.
Se mere på www.gastronomisk-akademi.dk
Hæder til øko kylling
'Den gennemtænkte avl og slagteproces giver kødet en markant
smag og struktur, som ophøjer kyllingen til gamle dages status,
nemlig en festspise'.
Sådan lød begrundelsen fra Det Danske Gastronomiske Akademi, da
de økologiske kyllinger fra Sødam i Sønderjylland fik tildelt
akademiets hæderspris 2. april 2011.
Sødam drives af Elin og Hans Johnsen. Siden 2000 har de
opdrættet økologiske kyllinger og kalkuner.
Deres kyllinger bliver ikke blot anbefalet af gastronomer, men
også af Dyrenes Beskyttelse. Det sidste på grund af de gode
forhold, kyllingerne lever under, inden de ender som en festspise
på tallerknen.
Ved samme prisuddeling i april 2011 var der også hæder til
grøntbutikken Din Baghave, hvor en meget stor del af sortimentet er
økologisk, samt til den økologiske landmand Per Grupe.
Kilder: Det
Danske Gastronomiske Akademi og Sødam.
Økologisk påskebryg vinder af test
Økologisk Påskebryg fra Herslev Bryghus blev kåret som vinderen,
da avisen 24timer i april 2011 testede 10 påskeøl fra danske
bryggerier.
"Den har en rigtig, rigtig skøn duft. Og den smager af grape,
fordi der er meget humle i. Den har en frisk, forårsagtig smag, som
er super dejlig", lød vurderingen fra testens øl-ekspert, Kasper
Larsen fra Nørrebro Bryghus.
Kilde: 24timer.
Økologien kan smages i øko-fisk
Ørreder fra økologiske dambrug smager klart bedre end andre
opdrættede ørreder. Det mener fiskehandleren Dragan Sljivic fra
Silkeborg, som to gange er kåret som Danmarks dygtigste
fiskehandler.
- Det må hænge sammen med, at produktionen er mere ekstensiv på
et økologisk dambrug. Fiskene vokser langsommere, og de lever i
helt frisk vand. Det kan simpelthen smages, sagde Dragan Sljivic i
bladet Fiskehandlerens udgave fra juni 2010.
Se fakta om økologiske fisk
under
Økologiske dyr har bedre leveforhold
Mindre vand i maden
Økologiske landmænd "pacer" ikke deres planter med kunstgødning
og sprøjtemidler, men lader dem vokse i naturligt tempo. Derfor
indeholder økologiske grøntsager gennemsnitligt mere tørstof og
mindre vand pr. kg grøntsag end ikke-økologiske.
Kilde: Økologiske fødevarer.
Vidensyntese udført i regi af Forskningsinstitut for Human
Ernæring, KVL (Landbohøjskolen). FØJO-rapport nr. 14, 2001.
Kan findes via www.foejo.dk > Publikationer >
FØJO-rapporter.
.
Tilbage til det oprindelige
I deres søgen efter de bedste og mest velsmagende økologiske
råvarer er møllen og bageriet Aurion samt en håndfuld økologiske
landmænd begyndt at kigge tilbage i tiden. Tilbage til det korn,
der stod på bondens marker, før den moderne forædlingsindustri
begyndte at trylle nye sorter frem, som giver større og større
høst, uden at smagen nødvendigvis bliver bedre. Måske
tværtimod.
Hos Aurion har interessen for historien ført til, at
virksomheden nu sælger adskillige typer mel med helt unikke
smagskvaliteter - mel fra ældgamle kornarter som spelt, emmer,
enkorn og svedjerug.
For landmændene er et af de foreløbige resultater, at der på den
økologiske Mørdrupgård i Nordsjælland er en afprøvning i gang af
over 300 gamle nordiske kornsorter, som ellers ikke er blevet
dyrket af nogen i flere årtier. Formålet er at undersøge, om nogle
af de gamle sorter har nogle særlige smagskvaliteter, som er blevet
glemt.
Kilder: www.aurion.dk og
www.broedkorn.dk
Ølandshveden - den glemte skat
"Ølandshvede er det korn, jeg helst bager med". Sådan skriver
den kendte kok og madentreprenør Claus Meyer i sin bestsellerbog
Meyers Bageri fra 2009.
At Claus Meyer og alle andre i dag kan bage de lækreste brød med
Ølandshvede skyldes kun et målrettet arbejde med økologisk
kvalitetskorn, udført af den svenske forsker Hans Larsson og den
danske økologiske landmand Per Grupe på Mørdrupgård.
I mange år blev Ølandshvede ikke dyrket nogen steder, og sorten
var glemt af alle. Men så fik Hans Larsson nogle få nedfrosne
kerner fra Nordisk Genbank. Som en slags museum gemmer genbanken
prøver fra flere tusinde gamle sorter.
Hans Larsson gik i gang med at dyrke Ølandshvede ud fra bankens
få kerner, og efter nogle få år gav han noget sædekorn videre til
Per Grupe. Herfra stammer alt det Ølandshvede, som dyrkes i
Danmark, og som malet til mel begejstrer Claus Meyer og andre med
kærlighed til godt brød.
Kilder: Claus Meyer, i samarbejde
med Nicolai Halken Skytte: Meyers Bageri (Lindhardt og Ringhof
2009) og www.broedkorn.dk
|
Økologiske æg smager bedst
"De økologiske æg smager bedst. Det viste en blindsmagning, som
vi udførte for Politiken og Viffos, det nationale videncenter for
fødevarer og sundhed."
Ulla Uebel, civilingeniør og underviser på
procesteknologuddannelsen, Erhvervsakademi Sjælland.
Blindsmagningen blev udført i marts 2008.
|
|
Økologisk and vinder test
"Uhhmm. En meget flot and med stort brystparti
og masser af kød. Sprød og saftig med fin balance mellem kød og
fedt. Lækker smag, god struktur og fint skind."
Sådan lød dommernes kommentarer til en økologisk moulard-and fra
Lindbjerggård, som 9. december 2010 blev testet i Jyllands-Posten
sammen med ni andre ænder.
Den økologiske moulard blev en klar vinder af testen og fik som
den eneste seks ud af seks stjerner.

Økologisk superkylling
En superkylling. Det udtryk brugte
stjernekokken Francis Cardenau, da Børsens Fødevarepris i august
2008 blev givet til Rose Poultry for firmaets økologiske
kylling.
Kilde: www.borsen.dk