
Fødevareminister Henrik Høegh roste kantinechef, Kristina Kristensen. og hendes medarbejdere for at turde gå foran og sætte sund og velsmagende mad af gode råvarer på menuen. Foto: Vestas Wind Systems A/S
Fødevareminister Henrik Høegh (V) besøgte mandag Vestas Wind
Systems kantine i Århus for at overrække det økologiske spisemærke
i sølv, som er det håndgribelige bevis på, at kantinen hver dag
serverer minimum 60 procent økologisk mad for 800 medarbejdere.
Ministeren roste den økologiske kantine for at turde gå foran og
sætte sund og velsmagende mad af gode råvarer på menuen.
- I har vist, at det kan lade sig gøre, at ændre madkulturen på
arbejdet, og det smitter forhåbentlig også af på vores vaner
derhjemme. Det kræver ildsjæle til at gå forrest, og jeg håber, at
mange arbejdspladser får en kantineleder som Kristina, sagde
Fødevareminister Henrik Høegh, da han overrakte spisemærket til
kantineleder Kristina Kristensen.

Fødevareministeren indviede i samme omgang
Vestas nye deli, hvorfra medarbejderne kan købe
lækre økologiske retter og friskbagt brød til at tage
med hjem. Foto: Økologisk Landsforening.
Spisemærket motiverer
Vestas kantine i Århus er blandt de første
kantiner, som modtager et økologisk spisemærke - et
statskontrolleret bevis på, at køkkenet satser på økologi.
- Spisemærket skaber først og fremmest opmærksomhed omkring vores
indsats for økologi, bæredygtighed og sundhed blandt medarbejderne
og udenfor huset. Det er også med til at motivere os ansatte i
kantinen, når vi har et tal at forholde os til og kan se, hvordan
økologiprocenten øges, siger kantineleder Kristina
Kristensen.
Ansvar for rene fødevarer
Kristina Kristensen har arbejdet med at få mere økologi i
kantinen siden sin ansættelse for fem år siden. I starten valgte
kantinen at tage økologiske basisprodukter ind, hvorefter de
gradvist tog flere og flere økologiske produkter ind i
køkkenet.
- Vi har et medansvar for, at der bliver produceret gode, rene
fødevarer som tager hensyn til miljø og dyrevelfærd. Det er i
princippet os ude i køkkenerne, der bestemmer, hvilke produkter
producenterne skal lave, siger Kristina Kristensen.
Portionsanretter maden
Udover at anvende sæsonens friske, økologiske råvarer, arbejder
køkkenet hele tiden med alternativer, så de kan mindske indholdet
af fedt, sukker og salt i maden blandt andet ved at fremstille egne
krydderier, som erstatter almindeligt salt. Kantinens 20 ansatte
laver al mad fra bunden - selv pestoen til pastaen er
hjemmelavet.
Udgifterne til maden holdes også nede ved selv at bage det
økologiske brød og selv stå for udskæringer af kødet samt ved at
anvende sæsonens råvarer, servere mindre kød og ved at
portionsanrette maden, så folk ikke tager for meget på
tallerkenerne, som bagefter må smides ud. Til gengæld er
medarbejderne velkomne til at tage en portion mere, hvis der er
behov for det.