
På Lundehusskolen anretter eleverne selv maden, og så har de fået deres egen lounge, hvor de kan spise i hyggelige omgivelser.
15 elever fra 8.klasse på Lundehusskolen på Østerbro i København
har indtaget skolekøkkenet for at hjælpe med at tilberede
skolemaden. Tre piger smører forskellige sandwich, et par af
drengene fylder lune fiskefrikadeller og råkost i bakker, og en
anden gruppe elever samler maden i gule indkøbsnet, som de bærer ud
i klasserne.
Lundehusskolen var blandt de første københavnske skoler, som
blev en del af det nye, kommunale skolemadskoncept EAT, der skal
udvikle en sund madkultur på skolerne. Maden tilberedes i et
centralkøkken og leveres ud til modtagerkøkkener på skolerne, hvor
de ældste elever hjælper med den sidste tilberedning og anretning
af maden. Arbejdet i køkkenet giver eleverne ny viden om kost og
sundhed.
Mod og maddannelse
- Jeg er overbevist om, at arbejdet i køkkenet er med til at
give eleverne maddannelse. De er mere bevidste om, hvad de spiser,
de lærer nye fødevarer at kende og får mod på at smage nye retter.
Imens vi anretter maden, taler vi også om, hvad der er sund mad, og
hvorfor det er sundt, fortæller Marianne Nikolajsen, der er
EAT-ansvarlig på Lundehusskolen.
På Lundehusskolen hjælper hver elev fra 8.klasse til i køkkenet
cirka to timer om ugen. Marianne koger ris og pasta, varmer brød og
stiller råvarerne frem, så alt er klart, når eleverne kommer
kl.10.30. Herefter har de sammen tre kvarter til at anrette maden
og få den bragt ud i klasserne.
75 procent økologi
I EAT-menuerne er der fokus på at spise
varieret efter årstiden - og menuerne afspejler elevernes
forskellige aldre og nationaliteter. Der er derfor både "fingermad"
til de yngre elever, et varmt måltid til de lidt ældre elever,
sandwich til de store elever på farten. Og hvis ikke der kan
skaffes halal-slagtet kød, er der altid en vegetarret på menuen.
Ernæring og sunde, rene råvarer er i fokus, og det er målsætningen,
at EAT skal være minimum 75 procent økologisk.
- For mig er økologi ensbetydende med råvarer af høj kvalitet,
og det er rart at vide, at den mad jeg serverer for eleverne, er
uden rester af sprøjtegifte og kunstige stoffer, siger Marianne
Nikolajsen.

På Lundehusskolen hjælper hver elev fra 8.klasse
til i køkkenet
cirka to timer om ugen. Foto: Marie Gribel Vorum
Rammerne for måltidet
EAT havde premiere på alle københavnske skoler i august 2009.
Københavns Madhus har i samarbejde med kokke og madeksperter
udviklet konceptet, der også har fokus på måltidet som en social
begivenhed. I indskolingen og på mellemtrinet har lærerne fået en
værtskabspakke med dug, stearinlys og gode råd til, hvordan de kan
skabe en god måltidskultur, og skolerne kan søge midler til, at de
ældste elever kan indrette deres eget lounge-område.
På Lundehusskolen har eleverne sammen med en indretningskonsulent
fra Københavns Madhus indrettet en lounge i amerikansk diner-stil
med sorte barborde og bænke langs væggen. Fra loftet hænger gule og
røde lamper og på væggen er malet et stort rødt hjerte og skriften:
I ♥ EAT.
Kamp mod grillmad og slik
Tidligere forlod mange af de ældste elever skolen i
middagspausen, så skoleleder Irene Hastrup, er glad for, at de nu
har fået deres eget tilholdssted. Håbet er, at det - sammen med
elevernes aktive del i køkkenarbejdet - også smitter af på
spisevanerne.
- Det er især de ældste elever, som skal vænnes til at spise
ordentlig mad. I den alder er der ikke så mange, som har - eller
vil have - madpakker med hjemmefra. Derfor er flere af eleverne
tidligere gået i kiosken for at købe slik eller på grill-baren i
middagspausen. Men jeg håber, at vi nu kan ændre på det, siger
hun.
Et måltid fra EAT-skoleboden koster 21kr for eleven, eller man
kan købe ti retter på en måned for 180kr. Hvis det skal være et
økonomisk bæredygtigt projekt for Københavns Kommune, skal 25
procent af eleverne købe EAT-skolemad hver dag. I øjeblikket køber
kun 15 procent af eleverne på Lundehusskolen maden hver dag. Det
går dog fremad med tilslutningen. Da EAT startede i august var det
kun 50 af skolens elever, som købte mad hver dag, og i dag - cirka
fire måneder senere - køber 90 elever dagligt skolemaden.
Besøg det nye site om økologi i skolen
|
På hjemmesiderne for økologisk skolemad, økologisk undervisning
og økologiske skolegårde har der siden 2007 været vist over 120.000
sider. Nu er al viden samlet på den nye hjemmeside "Økologi i skolen", der fremstår i et enkelt og
brugervenligt design.
Hjemmesiden hjælper forældre, elever og lærere videre med
økologi - både i undervisningen og i den mad, der bliver spist på
skolen. På hjemmesiden kan man finde kontaktoplysninger på
konsulenter og leverandører og hente inspiration fra flere af de
økologiske skolemadsordninger, som allerede eksisterer. Lærerne kan
også hente inspiration i serien af undervisningsmaterialer: "Hvad
er økologi?", der findes til indskoling, mellemtrin og
overbygning.
|
På
Lundehusskolen har eleverne sammen med en indretningskonsulent fra
Københavns Madhus indrettet en skolebod med tilhørende
lounge.