
Flere tusinde forældre er gået i aktion for sund, økologisk mad i daginstitutioner.Foto: Økologisk Landsforening
- Den obligatoriske madordning er igen til politisk debat, og
forældre protesterer mod underfinansierede ordninger og mangel på
valgmuligheder. Men samtidig er mange institutioner i fuldt sving
med at få etableret madordninger, og der er et stort ønske blandt
mange forældre om sund, økologisk mad. Derfor lancerer vi økobarn.nu som hjælp til de mange forældre, der
gerne vil have kvalitet og økologi på dagsordenen i deres barns
institution og kommune, siger Dorthe Kloppenborg, projektleder,
Økologisk Landsforening.
Den elektroniske værktøjskasse på økobarn.nu bidrager med succeshistorier,
økonomiberegninger, madplaner og tips til, hvordan forældrene kan
påvirke daginstitutionerne til at få mere økologi på
tallerknen.
- Der findes mange gode, sunde og velfungerende økologiske
madordninger allerede. Det kræver ressourcer, ildsjæle og
opbakning, men det kan lade sig gøre. Siden indeholder derfor en
vidensbank med konkrete råd fra institutioner, der er gået
økovejen, siger Dorthe Kloppenborg.
Forældre ønsker indflydelse på madordningen
Børnefamilierne er på hjemmefronten allerede de største
forbrugere af økologi, og nu er de i aktion for sund, økologisk mad
i institutionerne. Kampagnen udspringer af webklubben okobarn.dk, der i dag har 20.000
øko-interesserede forældre til nyfødte og småbørn som
medlemmer.
Derudover er der allerede 3.000 fans af facebookgruppen facebook.com/okobarn.nu, hvor forældre kan
diskutere og udveksle idéer og erfaringer om økomad i
daginstitutioner. Forældreopbakningen er afgørende for at få en
madordning med lækker, økologisk mad.
- Forældrene spiller en nøglerolle, for de kan både påvirke maden
i deres børns institution, men også holde de lokale politikere i
ørerne for at sikre ressourcer til mad af god kvalitet, siger
Dorthe Kloppenborg.
Lær af andre
Der er på siden praktiske tips - lige til at bruge i køkkenet i
børnehaven. Man kan på økobarn.nu også læse en række historier om dem,
der til dagligt har fingrene i både børnemaden og budgetterne.
- Hos os får børnene god, økologisk mad hver dag, men økologi
handler om meget mere end kost. Det er en helhedstanke, hvor vi
gerne vil vise børnene sammenhængen fra jord til bord, og lære dem,
hvor maden kommer fra, siger Ruth Theilmann, der er leder af
dagtilbuddet Langenæsstien i Århus.
De gode intentioner om økologi bremses ofte af økonomi og mangel
på viden om økologi, råvarer og leverandører rundt om i kommunerne.
Kampagnesiden indeholder derfor også lister med leverandører og
info om konsulenter, der kan vejlede i omlægning til økologi,
heriblandt Fødevarestyrelsens "Alt om kost rejsehold".
Konsulentbesøg fra rejseholdet er gratis for offentlige
institutioner.
For yderligere oplysninger
Dorthe Kloppenborg, projektleder, Økologisk Landsforening, 87 32
27 08, dk@okologi.dk
Joachim Plaetner Kjeldsen, pressechef, Økologisk Landsforening, 87
32 27 07 / 28 93 18 06, jkj@okologi.dk