
Bisserup Havbrug har fået statens godkendelse som Danmarks første økologiske havbrug med ret til anvendelse af det økologiske røde Ø mærke på havbrugets produkter.
Ejerne af Bisserup Havbrug, Lars Birger Nielsen og Olav
Joensen, har i mange år drevet deres lille havbrug efter grønne og
bæredygtige principper, og nu har de også statens godkendelse som
Danmarks første økologiske havbrug.
Der har i de seneste år været stor afsætning af økologiske
udenlandske laks på en række danske restauranter og til mange
danske storkøkkener, og havbrugets ejer, Lars Birger Nielsen,
forventer at kunne afsætte størstedelen af sine økologiske
havørreder til de københavnske køkkener.
- Vi kan nu tilbyde en dansk produceret økologisk havørred som
alternativ til de udenlandske, økologiske laks. Havørreden fra
Bisserup har de ekstra kvaliteter, at fisken er produceret lokalt i
Danmark med de fordele, det medfører, omkring mindre udledning af
CO2 til transport, mulighed for at fortælle produktets lokale
historie, og at de miljømæssige fordele ved den økologiske
havbrugsproduktion tilfalder de danske have og kyster - ikke have
og kyster i fjernere lande, siger han.
De økologiske havørreder fra Bisserup havbrug er produceret
under et særligt økologisk regelsæt, som har særlig fokus på
fiskevelfærd, miljøbelastning, forbrugersikkerhed og
ressourceforbrug ved produktionen.
|
Det er efterhånden mere end 10 år siden at akvakulturerhvervet
sammen med Fødevarestyrelsen, Danmarks Fiskeriundersøgelser og en
række andre organisationer søsatte arbejdet med udarbejdelsen og
afprøvningen af det første danske regelsæt for økologisk
fiskeopdræt. Der er i øjeblikket også seks danske
ferskvandsdambrug, som har omlagt til produktion af økologiske
ferskvandsørreder.
|
Til nyhedsoversigt
>>